Ofte serveres arkitektur som begreb alt for gennemtygget, når det gælder undervisning i folkeskolen. Med denne bog serveres den »rene vare« på projektplan, som den ser ud, når afsættet er politisk og økonomisk afklaret. Forhistorien er i al sin enkelhed, at Fonden Realdania først i 2002 udskrev en åben konkurrence for kommuner over hele landet. Temaet gjaldt »bedre byrum«, ikke forstået som overfladisk forskønnelse af udvalgte områder, men som oplæg til en helhedstankegang med plads til overvejelser over byrummet som ramme for livet blandt almindelige mennesker. Dermed kan projektet ses som en fortsættelse af den tradition, der kendes her i landet for at analysere det offentlige rum med henblik på forbedring af boliger, og som blandt andet i 1950erne betød et opgør med dårlige byboliger. Der blev indsendt i alt 114 projektforslag, hvoraf 24 blev udvalgt og 23 nærmere beskrevet. Af disse 23 står nu syv foran realisering ved hjælp af penge fra fonden. I bogen slås nogle enkelte historiske cirkelslag, mens hovedvægten er lagt på beskrivelsen af de 23 udvalgte løsninger. Sat ind i en undervisningssammenhæng vil det være oplagt at lade bogen fungere som primær kilde ved en projektopgave eller i et samfundsfagligt emneforløb. Beskrivelserne er kortfattede og dermed umiddelbart tilgængelige, både som ren information og som forbillede for egne undersøgelser og visioner.
Anmeldelse
Fremtidens Bedre Byrum
– visioner og drømme
Fremtidens Bedre Byrum
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.