Der findes uendeligt mange veje til fremtiden. I denne fra norsk oversatte bog er der en lang række muligheder baseret på forskeres, tænkeres og forfatteres forestillinger. Hvordan kan livet måske se ud om 50, 150 eller 500 år? Her er mange tilsyneladende usandsynligheder og underlige tanker men det kan være med til, at vi nøjere overvejer fremtiden og dermed vore egne handlingers konsekvenser for den.
Samtidig med alt det fremtidsrettede beskrives og indføres i talrige såvel historiske som nutidige emner og problemstillinger som drivhuseffekt, biodiversitet, befolkningseksplosionen, energiråstoffer, brintsamfundet, fødevareproduktion, globalisering, rummet og nanoteknologier. Bogen er meget omfattende og kommer rigtig langt omkring, men er skrevet i et motiverende og lettilgængeligt sprog, så indholdet kan anvendes både som faglig baggrund for underviseren og som oplagt stof for fremtidsforskende elever på de ældste klassetrin i forbindelse med projektarbejde eller andre opgaver. En ordforklaring eller et »fremtidsleksikon« gør også indholdet lettere at gå til, ligesom indholdsfortegnelsen og et grundigt stikordsregister gør det muligt at få udbytte af bogen i uddrag.
Som en opsummering af indholdet har forfatteren sidst i bogen opstillet tre forskellige tidslinjer, der viser, hvordan bestemte begivenheder fuldstændig kan forandre historien. I den første version strømmer turister i år 2400 til Månen og Mars, i år 1.000.000 har en menneskeart formået at kolonisere hele vor galakse, og forskerne er i gang med at planlægge ture til andre galakser. I de to andre versioner hærger epidemier og sultkatastrofer i år 2050, og mennesket er på retur allerede i år 10.000. Men heldigvis kan der opstilles uendeligt mange tidslinjer og kun én eneste bliver den rette. Indholdet lægger på perfekt måde op til næste års Dansk Naturvidenskabs Festival 2004, hvor temaet bliver Opdagelser og opfindelser. Så læs bogen og varm allerede nu op til et spændende, nødvendigt og væsentligt emne i al undervisning til styrkelse af både natur- og humanistiske fag. Bogen konkluderer: Den største fejl, vi kan begå, når vi skal forudsige fremtiden, er ikke at være dristige og fantasirige nok.
Fremtiden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.