Temanummer om Mundtlighed
Tidsskrift for sprog- og kulturpædagogik, maj 1999
Abonnement tre numre per år 70 kroner,
enkeltnumre 40 kroner
Danmarks Pædagogiske Bibliotek
Dette fremragende tidsskrift har nu eksisteret i fem år, men er ikke så almindeligt kendt blandt fremmedsprogslærere og lærere, der underviser i dansk som andet sprog, som det burde være. En bred og erfaren redaktionsgruppe står bag udvælgelsen af artikler, der henvender sig til undervisere på alle niveauer i uddannelsessystemet. Med så bred en målgruppe vil der være artikler, som er mere relevante end andre, men dette er det eneste danskproducerede tidsskrift, hvor sproglærere kan læse om forskning, undervisning og udvikling inden for deres fagområde på et fagligt højt niveau.
Nummer 14 er et temanummer om Mundtlighed, hvor der findes mange interessante bidrag, men især artiklen af Birgit Henriksen om Mundtlighed er relevant læsning. I sin artikel redegør hun blandt andet meget klart for forskelle på tale- og skriftsprog, en viden som enhver sproglærer bør have, når der skal vælges materialer både til undervisning og til afgangsprøverne. Ligeledes vil undervisere i dansk som andet sprog finde Karen Lunds artikel: 'Er kommunikativ undervisning kommunikativ?' meget tankevækkende.
Enhver skole bør tegne abonnement på tidsskriftet.
Aase Brick-Hansen
Fremmedsprog
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.