”Jeg har altid brugt ordforrådsudvidende spil i min undervisning. Så opfindelsen er ikke ny, men nu kan jeg spare noget tid", siger Mette-Louise Damgaard, der er en af de folkeskolelærere, der har besøgt WordJuggle.com og printet spillekort til brug i sin undervisning.

Nyt website vil ’afdigitalisere’ klasseværelset

Bag sitet WordJuggle.com, der rummer printbart undervisningsmateriale til alle fag, står to danske gymnasielærere, der mener, at elever alt for ofte isolerer sig bag deres computerskærme, mens læringen gennem diskussion, øjenkontakt og mental tilstedeværelse udebliver.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Som lærere oplever vi mere og mere, at elever gemmer sig bag den trygge computerskærm. De bliver svære at tilgå, og det hæmmer diskussionerne i klassen. Måske taler man sammen, men man ser ikke på hinanden, og det er svært at føre en samtale, når fokus er rettet på skærmen", siger gymnasielærer Andreas Molander, der sammen med sin kollega Simon Lindgren og  programmør Heine Thunbo, fik ideen til et undervisningssite på nettet, der giver undervisning med fysiske materialer noget af deres berettigelse tilbage.

WordJuggle.com hedder sitet, hvorfra lærere i både folkeskolen og gymnasiet gratis kan printe forskellige kortspil, der alle har til formål at træne elevernes ordforråd og kendskab til begreberne inden for et givent fag og emne. Fra udviklernes side er der formuleret regler og instrukser for 14 forskellige ordspil. Lærerne kan derfor nøjes med at uploade de specifikke ord og definitioner, de gerne ønsker, at eleverne lærer - eller de kan vælge en allerede færdigdefineret ordspilpakke, før de printer.

Hverken Andreas Molander eller Simon Lindgren, der til daglig underviser på Fredericia Gymnasium, er imidlertid modstandere af brugen af digitale læremidler. Det skal blot være et bevidst valg, når ét klasserum pludselig bliver til 25 på grund af rækkerne af opslåede skærme, argumenterer Andreas Molander:  

"iPads og computere har helt sikkert en plads i undervisningen, men man skal gøre sig nogle pædagogiske overvejelser om, hvornår man bruger dem. Det er tanken, at kortspillene skal fungere som en variation i undervisningen, der appellerer mere til de taktile sanser end computeren gør og som fastholder eleverne i den faglige diskussion. Nogle gange er det simpelthen for nemt for eleverne at blive distraheret af computeren", siger han.

Se videopræsentation af WordJuggle.com:

 

500 lærere deler forberedelse

WordJuggle.com blev lanceret d. 10. januar i år og har den første måned kunnet registrere, at 500  lærere fra hhv. gymnasiet og folkeskolen har oprettet sig som brugere. Andreas Molander fremhæver det som en sidegevinst for lærerne, at WordJuggle også vil spare dem  forberedelsestid. 

 "Vi er på gymnasiet blevet skåret i vores forberedelsestid, men det er jo intet imod, hvad grundskolelærere er blevet. Det er altså ikke holdbart for nogen længere at sidde for sig selv og lave materialer", siger han og uddyber:

"Som engelsklærer har jeg fx lavet et spil med uregelmæssige verber. Før ville mine kollegaer havde siddet og lavet de samme spil eller nogle andre øvelse med det samme indhold. Men nu kan de bare printe mine kort ud".  

Lærer Mette-Louise Damgaard er en af de folkeskolelærere, der har besøgt WordJuggle.com og taget kortene i brug i to af sine engelsktimer i 7. og 8.klasse. Hun blev præsenteret for sitet på en konference i London i sidste måned.

"Jeg har altid brugt ordforrådsudvidende spil i min undervisning - som i stafetter udenfor, i vendespil eller i quizzer, som jeg selv har produceret. Så opfindelsen er ikke ny, men nu kan jeg spare noget tid og bidrage til databasen med kategorier, ord og forklaringer", siger Mette-Louise Damgaard, der ser frem til, at mængden af undervisningsmateriale på siden vil vokse.

"Banken er endnu ikke så stor. Så det her værktøj bliver for alvor først godt om et års tid, når vi er mange, der har plottet noget ind i det", vurderer hun.

Andreas Molander fortæller, hvordan lærerne også kan lade eleverne lave kategorier, uploade ord og definitioner. Disse vil imidlertid ikke være offentligt tilgængelige, men ligge så kun eleverne selv og deres lærer kan bruge dem. Indtil videre er også 500 elever oprettet som brugere.

Fireårigt forskningsprojekt: Lærerne skal forstå it forfra

Sydafrikanske lærere er med  

Andreas Molander og Simon Lindgren har udover de danske lærere og elever, også haft ulandenes skolesystemer i hovedet, da de udviklede WordJuggle. Og faktisk er det allerede lykkedes via de sociale medier at nå et område i Syd Afrika, hvor der ikke er råd til mange bøger, men alligevel står en enkelt computer og printer på skolen. Nogle få Sydafrikanere har oprettet sig, fortæller Andreas Molander.   

WordJuggle.com er ikke en virksomhed, der skal tjene penge, understreger de to gymnasielærere. Men af hensyn til videreudviklingen og den tekniske opbygning af WordJuggle har de ladet det være muligt at donere penge til sitet eller betale for et medlemskab, der giver adgang til visse ekstra funktioner, eksempelvis at slette WordJuggle-logoet på kortene.

Websitet, der skal fremme brugen af de fysiske undervisningsmaterialer i skolen, er imidlertid ikke Andreas Molanders første eller eneste software-opfindelse. Han står ligeledes bag retteværktøjet til lærere LangCorr.com.