Katrine Marie Guldager skriver teksten, og Rasmus Bregnhøi illustrerer i en ny bog i serien "Carlsens Stribede", der er bøger beregnet til den letøvede læser. Denne bog hedder "Frantz kommer op at slås". Vi er ude på landet, hvor Frantz bor i nærmest idyl. Han er omgivet af bondegårdens dyr og er særlig glad for sin gris Leif.
På illustrationerne er Frantz lige så buttet som sin gris. Det skyldes ikke mindst, at Frantz trøstespiser. Han har udmattende cykelture til og fra skole. En dag dukker skolebøllen Karl med det store ar i ansigtet op i Frantz' klasse. Karl er lille og tynd, men han er meget stærk. Han sætter sig straks på klassen og larmer og forstyrrer undervisningen. En dag forstyrrer Karl i en matematiktime og stjæler Frantz' madpakke. Det bliver for meget for Frantz. Han tager kampen op med Karl og vinder, fordi han nu sætter sig på Frantz. Men klasselæreren griber ind, og i et herligt opslag tales der dunder til klassen. Typisk lærere. De vil altid snakke, står der, mens Frantz sidder og nyder sin sejr.
Fortællingen slutter med, at Frantz og Karl bliver venner. Frantz har udnyttet sin overvægt til at skabe fred i klassen. Med anvendelse af letgenkendelige ord og en stor, åben og let læsbar typografi er det lykkedes at skabe en hyggelig og underfundig historie. Rasmus Bregnhøi bruger sit illustrationstalent fuldt ud. Billederne af en gal Frantz med røg ud af ørerne og en fladmast Karl er herlige. Det er en rigtig god bog til skolebibliotekets afdeling for letlæste bøger.
Frantz kommer op at slås
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.