Fra Monrad til Vig

I 1951, da Ida Dybdal begyndte som ung jurist i Undervisningsministeriet, kom mælkemanden rundt med den kvarte liter kærnemælk til frokosten, som blev indtaget mellem bunkerne på skrivebordet. Fire sekretærer deltes om en telefon, omgangsformen var 'De og hr. kontorchefen', pladsen trang, og de ministerielle fester var i lange kjoler og kjole og hvidt. Ida Dybdal endte som kontorchef, og hendes første år i huset ved Frederiksholms Kanal kan man læse om i det seneste nummer af Undervisningsministeriets tidsskrift 'Uddannelse', der som tema har ministeriets 150-årige historie.

Men historien er unægtelig meget forskellig afhængig af, hvem der fortæller den. De 13 bidrag spænder derfor vidt. Fra interview med Ole Vig Jensen over ældre embedsmænds beretninger om reorganiseringer af de ministerielle kontorer til beskrivelser af Ole Vigs 49 forgængere og deres gode gerninger. Der er artikler om dansk skolepolitik i internationalt lys, og Dansk Skolemuseums leder kipper med flaget og præsenterer sin nye udstilling 'Javel, Hr. Minister', som åbner til april. Også de 'menige' medarbejdere har fået mulighed for at komme til orde. Hvad der for nogle har været et festligt, hyggeligt, stilfuldt og omsorgsfuldt sted, har for andre været en arbejdsplads, hvor indspisthed og fedteri hørte til dagens orden. Og hvor dem, der ikke var med på den vogn, endte med at lave arbejdet, mens andre gik i byen eller til frisøren.

Der foreligger ikke en samlet historie om Undervisningsministeriet fra dengang i 1848, hvor det hed Kultusministeriet, fordi det favnede både kirken, kulturen og skolen, til i dag, hvor kirken og kulturen er sig selv. Efter at Kirkeministeriet blev oprettet i 1961, og Kulturministeriet blev etableret i 1961. Det er derfor en god idé at samle en serie forskellige bidrag for på den måde at få taget hul på det historiske hukommelsestab. Som sikkert ikke har det bedre, efter at ministeriet for nogle år siden destruerede sit håndbibliotek.

Artiklerne har en klar overvægt på 1950'erne og 60'erne. Når vi kommer op til Ritt Bjerregaards og Bertel Haarders tid, så bliver fortællelysten væsentlig mindre. Derimod kan næsten alle enes om, at venstrebonden I.C. Christensen (1901-1905) og den radikale Jørgen Jørgensen (1957-1961) bør regnes som de mest betydningsfulde undervisningsministre. Selvom det kan være svært at gøre boet op.

En historiker hæfter sig ved, at der kludres med små og store bogstaver, og at en minister sidder fra oktober til maj, samme år! Adskillige af fotografierne henligger i et dunkelt mørke - det er indimellem svært at fåøje på forbindelsen mellem billede og tekst. Da man netop har gjort en pointe ud af, at erhvervsuddannelserne kom til ministeriet i slutningen af 1950'erne, forekommer det besynderligt, at der ingen billeder findes fra for eksempel de tekniske skoler. Et gymnasium er heller ikke fundet værdigt, og ikke-ærkekøbenhavnere havde måske også haft glæde af et billede af ministeriet. Og kan det virkelig passe, at der ingen billeder findes fra de ministerielle korridorer i 50'erne og 60'erne? Retfærdigvis skal det dog siges, at de mange billeder af flittige skolebørn måske er tænkt som en påmindelse til læseren om det, som dette skrift ikke handler om. Nemlig skolehverdagen - med det er jo heller ikke ærindet her.