Fra intelligens til kompetence

For nylig fik jeg en e-mail fra en kvindelig studerende: 'Hvorfor taler alle pludselig om 'kompetence' Er det bare varm luft - eller hvad?'

Min umiddelbare reaktion var at svare hende, at det var det nok. Efter at enhver pizzabar i landet er blevet tunet til 'en lærende organisation', må virksomhedskonsulenterne jo have nye varer på hylderne. Så nu er det kompetence mig her og kompetence mig der.

Men netop som jeg skulle fyre svaret af, kom jeg i tvivl. Mod sædvane gav jeg mig til at tænke dybere over sagen.

Netop nu foregår den største sociale forandring i hele danmarkshistorien: det naturbestemte arbejde forsvinder. Jeg siger netop ikke ufaglært, for ufaglært arbejde kan være højt kvalificeret, den pågældende har blot aldrig fået eksamensbevis på sine kompetencer. Der kom ordet. Det tvinger sig ind i sproget, når man vil tale om de sociale omvæltninger, der foregår netop nu. Det naturbestemte arbejde kan man udføre uden kompetencer: slæbe tunge ting, bære noget fra et sted til et andet, grave huller i jorden, udlevere genstande, trække i håndtag, trykke på knapper, og hvad ved jeg. Dette arbejde var det almindeligste for ikke så længe siden. Alle kunne udføre alt arbejde, fordi det ikke krævede kvalifikationer. Uden at nogen har bemærket det, erstattes umærkeligt alt det naturbestemte arbejde så med kvalificeret arbejde. Hvor man før solgte sine hænder, sælger man nu sine kompetencer. Arbejdet er blevet specialiseret: bestemte arbejdsfunktioner kræver tilsvarende bestemte kompetencer.

Denne udvikling betyder, at hele det begrebsapparat, 'intelligens', 'evner' og 'anlæg', der hørte til det foregående samfund, må skiftes ud. Disse begreber er statiske, fordi de udtrykker en livslang egenskab ved et menneske. Ingen forestillede sig, at man kunne få nye 'evner' eller ny 'intelligens' i løbet af livet.

Men når alle arbejdsfunktioner udvikles fra statiske naturbestemte til dynamiske kompetencer, tvinges tilsvarende dynamiske begreber ind i sproget. Hvor 'intelligens', 'evner' og 'anlæg' betegnede noget livslangt, betegner 'kompetence' noget midlertidigt. Kompetencer er noget, der i løbet af livet opstår og forsvinder igen, afhængigt af om der er brug for dem. De opstår af praksis. Uden praksis ingen kompetence. I grunden er en kompetence et neuralt netværk, der aflejres gennem praksis, som vi kan definere som øvelse over tid. Praktiserer man således cykling, øver sig på at cykle et stykke tid, aflejres gradvist det neurale netværk, der er cykelkompetencens fysiske grundlag.

Derfor skal man interessere sig for mønsteret af de former for daglig praksis, et barn har adgang til. For det er dette mønster, der sætter grænserne for, hvilke kompetencer barnet vil kunne udvikle. For overhovedet at kunne se dette mønster er det, vi må begynde at bruge nye begreber som 'kompetence'.

Steen Larsen er freelanceforfatter og foredragsholder