Fra integrationens historiske slagmark

I juli 1920 red Christian den Tiende over Kongeåen og markerede derved Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark. Allerede i 1918 stod det klart, at dette formentlig ville blive resultatet af Tysklands nederlag i Første Verdenskrig, og generobringen af det tidligere danske land kunne begynde. Som det var sket, da landsdelen i 1864 var kommet på tyske hænder, kom skolen til at spille en helt central rolle. Blot med modsat fortegn. Mange lærere var faldet i krigen, andre var søgt sydpå. Lærermanglen var derfor følelig, og knap havde våbenhvilen indfundet sig, før danske lærere var på vej. Nogle drevet af eventyrlyst og national iver, andre fordi de ikke passede i den danske folkeskole. Selv det mest perifere vikariat blev pludselig attraktivt.

Ifølge arkivar Erik Nørrs bog »Genforeningens bedste gave. Skoleordning og skolekonsulenter i Sønderjylland og Danmark 1920-1963« (2003) nærmede disse første år efter genforeningen sig lovløse tider. Mange børn havde forsømt skolen under krigen for at hjælpe til på gårdene, da fædre og tjenestekarle var i krig. En del kom ikke tilbage, og børnenes hjælp var fortsat påkrævet. Bedre blev det ikke set fra et dansk synspunkt af, at de lokale tysk-uddannede lærere ikke nødvendigvis var loyale over for deres nye nationale tilhørsforhold. Det kunne ikke vare ved og kom heller ikke til det. I sommeren 1920 fik Sønderjylland sin egen skoleordning. Den nye ordning gav lokalsamfundet en aktiv medbestemmelsesret og betød et farvel til præsterne som fødte medlemmer af tilsynet. Dem ofrede man gerne på det nationale alter, da de fleste sønderjyske præster formodedes at være tysksindede. Når det gjaldt spørgsmålet om dansk og tysk undervisning, havde den lokale befolkning mere end et ord at skulle have sagt. Ti procent af skoledistriktets vælgere kunne, hvis de repræsenterede mindst 24 børn, kræve afstemning om etableringen af en tysk skoleafdeling.

Alt kunne dog ikke overlades til lokale kræfter, og tre danske amtsskolekonsulenter blev ansat. De skulle »øve et kontrollerende og vejledende tilsyn«. Én af de første store opgaver blev at bistå ved nybesættelsen af samtlige sønderjyske lærerembeder i sommeren 1920. Af særlig vigtighed var det at undgå ansættelsen af »mindre heldige elementer«.

I de næste 40 år administreredes denne ordning af seks meget markante skolefolk, fra journalisten Nicolai Svendsen, som rejste rundt til fods, til sønderjyden Thomas Roust, som kom til at fungere i årene under Anden Verdenskrig, hvor hans »tålsomhed over for mindretallet« måtte stå sin prøve i takt med nazificeringen og en offensiv skolepolitik fra mindretallets side.

I 1946 blev skolesproget dansk. Dette i kontrast til forholdene i 1920erne og 1930erne, hvor Danmarks ønske om at markere sig som et mindretallets beskytter kunne få konsulenter og undervisningsministerium til at strække sig langt for at imødekomme det tyske mindretals krav om kulturel autonomi. Det gjaldt i jagten på egnede tyske skolebøger, det gjaldt en (vis) tolerance over for de tyske privatskoler og den økonomiske støtte til kommuner med et dobbelt skolevæsen. Det var ikke idealisme alt sammen, for det handlede i bund og grund om at forhindre mindretallet i at »benytte skolerne som en murbrækker for en grænseflytning«, som Erik Nørr skriver.

Man kan spørge sig selv, om det var Anden Verdenskrig eller den sønderjyske skoleordning, som satte en stopper for den udvikling. Nørr hælder til, at det var den særlige sønderjyske skoleordnings fortjeneste. Lærestykke eller ej, Nørrs bog er under alle omstændigheder en højaktuel fortælling fra integrationens historiske slagmark.

Ning de Coninck-Smith er lektor, dr.phil. på Institut for pædagogisk sociologi, Danmarks Pædagogiske Universitet