Fra idé til handling med rummelighed

Kvalitet i specialundervisning vedkommer alle i skolen. Undervisnings­ministeriet udsender en nuanceret antologi Her får man både holdning og handling. Rummelighed drejer sig ikke kun nej langtfra og slet ikke om at beholde alle de skæve og de larmende i klassen.

Selv om bogen begyndes med en række ubegrundede påstande om, hvad der skal til for at gøre folkeskolen rummelig, så giver antologien masser af inspiration til indkredsning af det noget luftige begreb rummelighed. Fra Jørgen Husteds principielle advokatur for »menneskeskolen«, hvor der er lærere, i modsætning til »borgerskolen«, der kan nøjes med undervisere. Til Niels Egelunds handlingsrettede artikler om, hvordan skolen skal få specialundervisningen op på sporet igen og normalundervisningen gjort mere differentieret.

Folkeskolens formål er, skriver Hu­sted, ikke at være en læreanstalt i moderne børnevenlig indpakning, skolen skal sigte meget højere, den skal gøre eleverne livsduelige. I folkeskolen skal de lægge grunden til at kunne leve et godt liv under de vilkår, der gælder i deres kultur.

Samfundet skal sikre voksne mennesker frihed, ansvar og åndsfrihed. Men det er samtidig lige så dybt forpligtet på at sikre hver enkelt opvoksende menneske mulighed for at udvikle de evner, der skal til, for at disse friheder kan have værdi. Kundskaber, færdigheder, god opførsel, frihed under ansvar og åndsfrihed er intet værd, hvis mennesker ikke får de afgørende forudsætninger for at skabe muligheder for et godt liv, argumenterer Hu­sted. Børn skal ikke hele tiden have at vide, at de skal passe deres skole, så de kan blive til noget i verdens øjne. Folkeskolen er »først og sidst« til for at hjælpe dem til at blive til nogen her i livet til at skabe sig et meningsfuldt, hæderligt og værdigt liv som menneske blandt mennesker.

Se det er rummelighed. Det er mildt sagt noget andet end internationale sammenligninger, konkurrenceevne og krav fra erhvervslivet. Og Husted har folkeskolens formålsparagraf med hele vejen.

Niels Egelund spiller i en helt anden division. I ligaen for praktiske grise. Men det bliver hans argumenter ikke ringere af. Når man tænker på, hvor mange tidsmæssige resurser der bruges på behandling af en sag i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning/PPR, så bliver viden om elevens undervisningsmiljø (og fritids- og hjemmemiljø) til en meget beskeden størrelse, selv om det i grunden er det vigtigste, skriver han. Man visiterer til specialundervisning ud fra mangelfuld (eller ligefrem forkert eller forvrænget) baggrundsviden. Når først visitationen er i gang, maler møllen. Der skal ske noget, eleven skal videre, eleven skal væk.

Egelund stiller en række væsentlige spørgsmål, som han foreslår, at man overvejer grundigt på skolen. Han kunne nok være kommet endnu dybere, hvis han havde tænkt i elevernes mulighed for læring og ikke kun i lærernes undervisning. Og en del steder, hvor han foreslår, at man diskuterer i lærerteamet, ville det være relevant, at skolens ledelse kom med på råd. I et (alt for) kort afsnit af Hannah Fjældstad ses der på kommunens ansvar og på mulighederne for at udnytte resurserne bedre. Men hendes tolkning af, hvordan kommunen kan klemme holddannelse ind efter økonomiske kriterier, holder ikke. Bent B. Andresen skriver om, hvordan elever lærer mere, når de får passende udfordringer. Især én sætning har prentet sig hos den lærende anmelder. Andresen bruger udtrykket »læringsledelse« i stedet for det amerikanske »classroom management«. Hans betegnelse giver meget mere mening og er fri for ubehagelige overtoner.

Bogens mange bidrag er fra deltagerne i Kvis-programmets tænketank. (Kvis står for kvalitet i specialundervisningen). Bogen indeholder mange flere spændende tanker og forslag, end der er plads til at nævne her. Men som læser kunne man godt af og til have tænkt sig, at bidragyderne havde forholdt sig lidt mere til hinandens synspunkter. Modsætningerne må læserne selv opdage, og dialogen må de også selv skabe. Og så kan det undre, at en udgivelse fra Undervisningsministeriet indeholder mange småfejl og unøjagtigheder. Sammensatte ord skal altså være sammensatte også selv om computerens staveprogram ofte foreslår en deling. Og folkeskolen er med lille f. Med stort begyndelsesbogstav er det nærværende organ, som bogen ikke handler om. Der er ingen »rektor« i folkeskolen, ordet internet skrives ikke (mere) med stort begyndelsesbogstav, og forkortelsen it er med små bogstaver. Og så videre.­