Fra ensomhed til fællesskab på lånt tid

Skuespillerhåndværket er i top i Theater La Balance´ forestilling Pigebanden. Historien om en gruppe helt unge piger, der lever på gaden Anspændt, som en inviteret gæst i klassen, står pigen Vera og skal fortælle sin historie. Med hjælp fra en ghettoblaster, der sammen med et bord, en stol og en stak cd´er udgør scenografien, kommer Vera i gang – til tonerne af Randi Laubæk der synger om memory. Theater La Balance benytter den allerede etablerede scenografi stykket udspiller sig i klasseværelset. Det er børnenes daglige rum, som gruppen er gæst i. Det har den effekt, at stykket rykker meget tæt på, fysisk og tematisk.

Vera forsøger at fortælle, men afbrydes af pigen Louise, der bevæger sig rundt om Vera i historien og i spillet. Louise insisterer på, at hele historien fortælles. Og det gør den så. Langsomt udfoldes fortællingen om, hvordan Vera møder de andre gadebørn – pigerne Majken, Fatima, Klara og Louise.

Skiftet fra Veras ensomhed på gaden, til rusen og bruset af fællesskabet i pigebanden er eminent fortalt via teksten og skuespillerne. Katja Holm gestalter den på engang sårbare og forråede gadepige Vera indfølt og lydefrit. Fællesskabsrusen i pigebanden er spædet godt op med sprut, hash og dramatik. Livet prøves af. Sproget er (med et meget slidt, men dækkende udtryk) – autentisk. Det er det sprog der tales nu – blandt unge – med alle de attituder, poseringer og kropsholdninger der hører til.

Spillet skifter mellem at Vera fortæller i datid om sig selv til publikum – og spiller situationerne igennem med Louise. Men hvad er der egentlig med Louise? Du er her ikke råber Vera, men alligevel bryder Louise ind, korrigerer Vera og spiller med. Louise har en hemmelighed som kun Vera ved og den er skæbnesvanger.

Pigebanden er en bevægende og givetvis meget præcis skildring af gadebørns liv anno nu. Wamsler har skrevet stykket på baggrund af samtaler med en pige på Hovedbanegården i København. Uvilkårligt melder spørgsmålet sig: Hvordan endte Vera og Louise – og de andre i banden på gaden? En gruppe piger med vidt forskellig baggrund. Det er så her, at publikum kan tage bolden op.

Temaet er oplagt til undervisningsforløb. Især når man som elev i folkeskolen, gennem skuespillerne i kød og blod, kan se nogle skæbner på nært hold. Givetvis er de langt fra de flestes liv og miljø, men samtidig er Vera og Louise piger, som alle andre piger på 14-15 år. Med samme ensomhed og higen efter fællesskab. Genkendeligheden og identifikationen vil være stor for en hvilken som helst af skolens ældre klasser. Theater La Balance har før vist, at de kan transformere en rå og detaljeret historie om en svær barndom – i forestillingen Ondskaben – til fængende drama. Teatret gør det igen og flot i Pigebanden.

Nick Bruun