"Vi har hørt fra en del tillidsfolk på LO-området, at initiativet for alvor er begyndt at sprede sig i de kredse nu, og de har derfor opfordret os til at fortsætte underskriftsindsamlingen", siger formand for Sønderborg og Omegns Lærerkreds, Anders Bondo Christensen, til folkeskolen.dk
De faglige organisationers repræsentanter i hovedsamarbejds-udvalget i Sønderborg Kommune tog i november det helt usædvanlige initiativ at sætte en underskriftsindsamling i gang i forbindelse med en overenskomst-forhandling. Hvor Kommunernes Landsforening kræver endnu flere overenskomstmidler lagt ud til lokal forhandling om Ny løn, lyder arbejdstagernes krav, at ikke så meget som én krone af de centrale midler skal gå til forlodsfinansiering af ny løn:
"Det er ikke fordi vi ikke har tillid til vores forhandlere - vi vil blot give dem det bedst mulige rystød til nogle forhandlinger, der bliver vanskelige", siger Anders Bondo Christensen og kalder det en rendyrket provokation, når KL argumenterer for deres krav om flere penge til ny løn med, at medarbejderne ønsker flere penge lagt ud:
"Hvis kommunerne havde stået på nakken af hinanden for at bruge af de midler, der allerede er lagt ud, var situationen en anden. Men i løbet af de kommende år vil der i hvert fald på lærerområdet blive frigjort, hvad der svarer til 10 procent af lønsummen, når ældre medarbejdere udskiftes med nyuddannede. Så er er masser af penge at forhandle om lokalt."
I fredags rundede underskrifts-indsamlingen blandt de kommunalt ansattes tillidsfolk 1000 underskrifter. Navnene kan ses på initiativets hjemmeside www.ok02.dk
Fortsætter underskrifts-indsamling om Ny løn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.