Af Michal Hudak
32 sider, illustreret, 95 kroner
Materialecentralen/Religionspædagogisk Center
100 får er ret mange, og umiddelbart kan et mere eller mindre synes lige fedt. Men ikke her.
Der er tale om en flok ustyrlige får, hvor to ikke er ens. Ulius med de sorte ører vil ikke klippes og sniger sig væk fra flokken, væk fra den tryghed, som hyrden giver. Ulius kommer ud i verden, hvor der er trusler, kaos og mørke. Men ligesom Ulius er ved at blive overmandet af alskens onde dyr, skaber hyrden lys i mørket og redder ham.
Fortællingens almenmenneskelige pointer er tydelige uanset tilhørernes kulturelle eller religiøse baggrund. Fortællingens kristne pointer skal naturligvis også fremhæves for tilhørerne for derved at åbne for at give viden om kristendom og opmærksomhed på fortællingens videre sigte.
Teksten er kort, og tegningerne er rigtig gode, fyldt med humor og dramatik. Alle 100 får er tegnet flere gange, og der skal ledes efter Ulius. Her er noget at samles om. Anbefales varmt til de yngste.
Peter Green Sørensen
Fortælling, Kristendomskundskab
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.