Førstehjælp i nye Fælles Mål for færdselslære
Undervisningen i færdselslære skal ruste elever til at kunne beskrive, hvordan man standser en ulykke og giver livreddende førstehjælp. Det er tilføjet i det udkast til reviderede Fælles Mål for færdselslære, som er i høring nu.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I udkastet til trinmålet for 3. klasse er der blevet tilføjet, at undervisningen skal sætte eleverne i stand til at "give eksempler på de mest basale forholdsregler ved tilskadekomst i trafikken, herunder at tilkalde hjælp".
Efter 6. klassetrin skal eleverne desuden kende til almindelig førstehjælp, og ifølge slutmålet skal eleverne efter 9. klasse kende forholdsreglerne ved ulykker og dermed beskrive, hvordan man standser en ulykker og udøver livreddende førstehjælp.
Selvom førstehjælp ikke tidligere har været beskrevet i Fælles Mål er de beskrevet i læseplanen for undervisningen i færdselslære, som er et af de obligatoriske timeløse emner.
Udkastet til reviderede Fælles Mål for færdselslære er i høring sammen med reviderede mål for en række andre fag. Ændringerne træder i kraft den 1. august.