Naturfagene skal gøres mere attraktive, mener Akademiet for de Tekniske Videnskaber, AKV. Derfor foreslår organisationen et nyt fag, som skal samle og styrke de naturfaglige fag i folkeskolen.
"Vi ser en mulighed for at give naturfag en større tyngde i folkeskolen ved at lægge de enkelte fag sammen. Og vi ser en mulighed for at gøre det mere attraktivt for den enkelte lærer at vælge naturfag som linjefag, hvis der er mulighed for et mere sammenhængende skema", siger konsulent i ATV Rune Christiansen.
Faget skal debatteres på konference
Det er et problem, at der ikke er naturfagslærere nok, og at de ikke føler sig rustede til at undervise i naturfagene, mener akademiet.
"På læreruddannelsen går det den forkerte vej med at få uddannet nye naturfagslærere, og interessen for de naturvidenskabelige fag er ikke vokset markant, så der er en udfordring i forhold til at bringe naturfag ind på midten af banen i folkeskolen", siger Rune Christiansen.
Om faget skal hedde science, og hvilke øvrige fag, et nyt naturfag skal dække, vil 150 lærere, elever, skoleledere, forskere og andre interesserede debattere på en konference, som ATV holder på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i dag.
Efter konferencen samler AKV de vigtigste pointer fra konferencen i en publikation, som bliver offentliggjort i slutningen af maj.
Forslag: Science som nyt fælles naturfag i skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.