"Mange af de problemer, som nye lærere oplever, kan man ikke blive undervist i at løse. Man skal erfare dem og hen ad vejen finde ud af, hvordan de skal tackles. Man bliver heller ikke god til glatførekørsel ved at lære remsen "Fedtet føre, langsomt køre", siger Martin Bayer.
Udover at være institutleder er han forsker i læreres arbejdsmiljø.
"Når en stor gruppe lærerstuderende i forskningsprojektet efterlyser, at seminarierne giver dem værktøjer og redskaber til at klare lærerjobbet, er det helt i overensstemmelse med de meldinger, jeg i forbindelse med et andet projekt fik fra lærerstuderende for 10 år siden. Derfor behøver det ikke være rigtigt. Måske mangler de studerende at få afklaret, at seminariet ikke kan forberede dem på alt, og at de ikke er færdiguddannede, selvom de står med deres eksamenspapir i hånden. De bør se de første år i lærerjobbet som en del af uddannelsesforløbet", siger Martin Bayer.
Entydige meldinger
Lektor Bodil Nielsen, Professionshøjskolen København, er en af forskerne bag "Teori og praksis i læreruddannelsen". Hun mener, at de studerendes meldinger er ret entydige.
"De studerende, der har medvirket i vores projekt, opfatter det som et personligt nederlag, hvis de ikke er tilstrækkeligt stærke personer til at slå igennem. Det er ikke så sært, for de mangler i en række tilfælde vejledning i, hvordan de kan komme videre. Seminarielærerne viser i for ringe grad, hvordan man reflekterer i konkret praksis", siger hun.
Ifølge lektoren får de studerende ikke tilstrækkelig vejledning hverken fra praktiklærere eller fra lærere i linjefag og pædagogiske fag på seminariet.
"Lærerstuderende er optaget af, om de kan motivere eleverne, og i nogle tilfælde har de stereotype og fejlagtige opfattelser af, hvordan det kan lade sig gøre. Så kører de det tilbage på sig selv: 'Jeg var nok ikke god nok'. Dermed kommer de ikke til at analysere situationen eller til at arbejde med de faktorer, der kan være med til at motivere eleverne eller forstå deres forudsætninger."
Bodil Nielsen understreger, at de studerende i forskningsprojektet ikke er blevet undervist under den nye læreruddannelseslov. Den lægger op til mere refleksiv undervisning. Dermed kan en tættere sammenhæng mellem teori og praktik være på vej.
Rapporten "Teori og praksis i læreruddannelsen II, Analyser og perspektiver" er udgivet af Forlaget CVU København & Nordsjælland.
Forsker: Seminarierne kan ikke lære de studerende alt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.