"Det er katastrofalt", lød den spontale kommentar fra Lisbet Strachan fra Gladsaxe Lærerforening efter domsafsigelsen. "Tænk at man fuldstændig omkostningsfrit kan overtræde overenskomstens frister for møde- og aktivitetsplaner. Der var stress og usikkerhed om, hvad man skulle og ikke skulle i de måneder".
Når Arbejdsrettens dommere med retsformand Poul Søgaard i spidsen ikke mener, at de tre udvalgte kommuner, Gladsaxe, Aalborg og Sæby, skal betale bod, fordi lærerne ikke fik deres planer rettidigt, er det fordi retten ikke mener, at forsinkelsen har medført udlempe af betydning. Retten fandt, "at lærerne... havde en så komplet viden om skoleårets opgaver, skema og aktiviteter, at forholdene ikke har medført nogen ulempe af betydning for de pågældende lærere, selvom der kunne være nogen usikkerhed om, hvorvidt den enkelte lærer ved skoleårets udgang kunne risikere at ende med over- eller undertid - en usikkerhed, som maksimalt kunne dreje sig om 20 timer i forhold til de 1924 timer, planerne skulle dække".
Det har også spillet ind på rettens afgørelse, at der på skolerne blev gjort en kæmpe indsats dengang i sommeren 2000 med at finde løsninger på problemerne med det fejlbehæftede computerprogram KMD Matrix, som ikke kunne udskrive korrekte aktivitetsplaner.
Tre kommuner var udvalgt som prøvesager. Sæby blev frifundet, fordi sagerne fra den nordjyske kommune kun handlede om aktivitetsplaner. I Aalborg og Gladsaxe handlede sagerne også om lærere, der ikke fik det undervisningstillæg, de havde krav på. Gladsaxe blev dømt til at betale Lærernes Centralorganisation en bod på 7000 kroner svarende til 20 procent af de manglende undervisningstillæg til en bestemt gruppe lærere fra 1. april til 31. juli 2000. Her var Matrix ikke nogen undskyldende omstændighed.
Retten mente også, at kommunerne burde have udbetalt a conto-undervisningstillæg i den periode, hvor man ikke kunne beregne det præcise tillæg på grund af Matrix-problemerne, men her blev boden kun fastsat til 10 procent af de manglende tillæg, svarende til 7000 kroner for Gladsaxes vedkommende og 7000 kroner for Aalborg.
Advokat Peter Breum havde på Lærernes Centralorganisations vegne rejst krav om bod i størrelsesordenen 100.000 kroner per overtrædelse per skole.
Forsinkede mødeplaner var straffri
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.