Der er risiko for, at lærernes efteruddannelse forringes, hvis der åbnes mulighed for, at også de seminarier, der ikke er med i en CVU-dannelse, kan udbyde efter- og videreuddannelsen, frygter Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening (KL).
DLF's formand, Anni Herfort, og KL's formand, Anker Boye, opfordrer derfor i et fælles brev til Folketingets Uddannelsesudvalg til, at der ikke bliver mulighed for, at efter- og videreuddannelserne lægges ud til samarbejdskonstruktioner mellem selvstændige uddannelsesinstitutioner, hvad enten de er af løsere eller mere forpligtende karakter. I denne kategori regner de også den såkaldte I/S-model, der har været nævnt i debatten.
'For de to foreninger er det af afgørende betydning, at en ændret placering af ansvaret for lærernes efter- og videreuddannelse ikke bryder kontinuiteten med hensyn til kvaliteten og bredden i udbudet såvel fagligt som geografisk.
Dette forudsætter, at efter- og videreuddannelse kun udlægges til de institutioner, som råder over en tilstrækkelig faglig og økonomisk tyngde - det vil sige udbyder uddannelser i alle folkeskolens fag - og hvor der er en klar ansvarsplacering i forhold til udbudet af efter- og videreuddannelse og dennes kvalitet. Vi vil derfor også anbefale, at lærerhøjskoleafdelingerne kun udlægges til CVU'er eller kerne-CVU'er', skriver de to formænd.
Hele brevet kan læses på www.folkeskolen.dk
Forring ikke efteruddannelsen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.