Bogen tager udgangspunkt i en inspirerende og konstruktiv definition af kreativitet. Kreativitet skal ikke forstås som noget radikalt brud med det eksisterende eller som blot det at få nye ideer, kreativitet handler snarere om at forny det eksisterende. Bogens budskab er, at tre elementer er centrale for at opdyrke evnen til at mestre fornyelsens kunst blandt både lærere og elever: 1) fordybelse i traditioner og fag, 2) fuskeri og eksperimenterende læring og 3) modstand fra det materiale, der arbejdes med.
Efter en overskuelig gennemgang af gængse kreativitetsforskningstraditioner møder læseren udsagn fra 14 lærere om deres igangværende praksis og om, hvad de er i gang med at forandre i deres undervisning og i skolens organisering. Det er et lille empirisk materiale, men udsagnene i fokusgruppeinterviewene, hvor lærerne udveksler og udvikler deres forståelser, forekommer dækkende for forskellige opfattelser af kreativitet, som man kan møde i skolen.
Det er en vidende, redelig og fornyende bog, der kan inspirere både den enkelte lærers undervisning og kommunikationen i lærerteamet og kan bidrage til at identificere skoleudviklingstiltag til fremme af kreativitet i skolen. Jeg vil klart anbefale den til læreruddannelsen, hvor jeg tror, studiegrupper kan arbejde selvstændigt med den. Jeg finder det mere end velgørende at læse en bog, som har stukket fingeren i jorden og undersøgt, hvad lærere tænker og gør for at forny deres undervisning og læringsmiljøet på deres skole. Der er nok, der føler sig kaldet til at mene at vide både det ene og andet om skolens elendighed - for derefter at udbrede deres eget redningsprojekt.
Fornyelsens kunst
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.