I dag drives halvdelen af de tidligere amtslige kommunikationscentre af regionerne, mens resten hører under en kommune, som så har ansvar for at servicere nabokommunerne.
"Hvis man nedlægger regionerne, kan man forestille sig, at regionale kommunikationscentre bliver overtaget af den kommune, hvor de har adresse, og indgår aftaler med nabokommunerne om at levere ydelser til dem. Så det vil ikke give nogen forskel i forhold til i dag", siger Torben West, der er formand for Sammenslutningen af Danske Tale-Høre-Synsinstitutioner, DTHS. Til daglig er han forstander på Center for Hjælpemidler og Kommunikation, der drives af Aabenraa Kommune.
Bæredygtighed er afgørende for centrene
I modsætning til sygehusene får kommunikationscentrene ikke en pulje penge, men skal selv tjene til de ydelser, de leverer. Derfor er det afgørende, at de har et tilstrækkeligt stort kundegrundlag.
"De regionale centre er hårdt bundet op på årlige forhandlinger med kommunerne, mens jeg dog har en vis budgetsikkerhed i den del, der går til Aabenraa Kommune og 'kun' skal forhandle med de tre andre kommuner, vi leverer ydelser til. Men vi er alle meget optaget af bæredygtighed«, siger Torben West.
Hvis regionerne ender med at blive nedlagt og sygehusene kommer under staten, kan han godt se en fordel i, at kommunikationscentrene følger med.
"Det kunne være en god løsning at placere os på en sygehusafdeling, fordi det ville give os en vis budgetsikkerhed. Fagligt er det heller ikke så tosset, for vi arbejder i forvejen tæt sammen med sygehusene. Når de ikke længere kan opnå resultater med medicin og operationer, har de os tilbage at henvise til", siger Torben West.
Ikke al undervisning hører til på et sygehus
Kommunikationscentrenes formand er ikke bange for, at den forholdsvis lille gruppe lærere inden for tale, høre og syn vil drukne blandt læger og sygeplejersker.
"Vores talepædagoger begynder i forvejen undervisningen af apopleksipatienter på sygehusene, og de kunne godt gøre den næsten færdig dér. Der er den model, man bruger mange steder i udlandet, ikke mindst i de angelsaksiske lande. Men man skal selvfølgelig indrette sig med lokale undervisningssteder, så man undgår lang transport, når folk er udskrevet«.
Ikke al kompenserende specialundervisning kan lægges ind under et statsligt sygehus, understreger Torben West.
"Kommunikationsområdet kan godt høre under sygehuse, fordi vi er meget håndfast kørende, mens undervisning af for eksempel udviklingshæmmede og sindslidende her en mere pædagogisk tilgang. Derfor hører den ikke hjemme i en lægefaglig verden".
Specialundervisningen må ikke igen ende som et stedbarn
Den hidtidige debat i medierne om afskaffelse af regionerne har handlet om, hvordan sygehusene skal drives videre, mens specialundervisningsområdet slet ikke har været nævnt. Torben West kan frygte, at området igen ender som et stedbarn.
"Under arbejdet med kommunalreformen fandt man først ud af i 12. time, at vi også skulle placeres, og så fik vi den mærkelige tilføjelse, at kommunerne kunne overtage os, hvis de ville, og ellers var regionerne forpligtet til at levere ydelserne mod betaling. Det skal helst ikke ske igen. Alene jeg har op mod 8.000 brugere om året, og på landsplan taler vi om betydeligt flere, så under en debat om regionerne vil vi bruge medierne og det politiske system til at gøre opmærksom på de opgaver, vi løser", siger formanden for DTHS.
Svært at forholde sig konkret til debatten
Region Nordjylland driver forholdsvis mange institutioner med kompenserende specialundervisning. En af dem er Taleinstituttet i Aalborg. Her har forstander Henrik Mølholm endnu ikke drøftet udsigten til, at regionerne bliver nedlagt, med sine ledere og medarbejdere.
"Debatten om regionerne er spændende, og jeg er optaget af, hvilken indflydelse det kan få for vores arbejdsvilkår og tilbud til borgerne. Men så længe det er en overordnet snak, er det svært at forholde sig konkret til. Det ligger dog fast, at borgerne har brug for vores ydelser, uanset hvilken organisation der skal levere dem", siger Henrik Mølholm.
Tanken om, at de regionale kommunikationscentre overgår til kommunerne ligger ham ikke fjern.
"Det var hensigtserklæringen i kommunalreformen, og myndighedsansvaret er lagt ud til kommunerne. Regionerne skal alene drive institutionerne mod betaling, når ingen kommuner vil gøre det. Derfor kan vi kun sætte de aktiviteter i værk, kommunerne vil betale for", siger Henrik Mølholm.
Det ventes, at Venstre præsenterer et udspil om regionernes afskaffelse på partiets sommergruppemøde på fredag.
Formand: Uden regioner kan kommunikationscentre placeres på statslige sygehuse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.