Lærerne blev afskediget, fordi specialundervisningscenteret for voksne var kommet i økonomiske vanskeligheder, da der blev visiteret færre borgere til undervisningen.
Henrik Poulsen, formand for Gladsaxe Lærerforening, kaldte det lidt for 'genialt', at valget netop faldt på de to ældste lærere.
"Tjenestemænd skal normalt have løn i tre år, når deres stilling bliver nedlagt, men det gælder ikke, når de er fyldt 65 år. Pudsigt nok har ledelsen valgt at afskedige centrets to ældste tjenestemænd, der begge har passeret denne aldersgrænse, så de kan ryge ud med tre måneders varsel. Det ligner mere end en tanke", sagde Henrik Poulsen for et år siden til specialpaedagogik.dk.
Arbejdsgivere må ikke gøre forskel på grund af alder
Selv om Gladsaxe Lærerforening og Danmarks Lærerforening gjorde indsigelse, holdt kommunen fast i sin beslutning.
"Kommunen begrundede blandt andet beslutningen med, at den var nødt til at fremtidssikre institutionen. Dermed angav kommunen reelt, at de to lærere var udpeget på grund af alder, hvilket er usagligt", siger Henrik Poulsen.
Ifølge loven mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet må en arbejdsgiver ikke gøre forskel på medarbejderne på grund af alder. På den baggrund udtog DLF stævning mod Gladsaxe Kommune.
"Kommunen har ansat 54 nye lærere, så afskedigelsessagerne på Svika kunne være undgået ved forflyttelser. Man kan med stor ret hævde, at de to ældste lærere ikke var de mest oplagte til at forflytte, men der var andre lærere på Svika", siger Henrik Poulsen.
EU-direktiv har skærpet den danske lov
Sagen er nu afgjort med et forlig om, at Gladsaxe Kommune betaler de to lærere hver seks måneders løn.
"Kommunen slap for risikoen for en dom, men måtte betale en høj pris", siger Henrik Poulsen og sender en tanke til EU.
Den danske lov mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet er blevet skærpet med bestemmelsen om aldersdiskrimination på grund af et EU- direktiv fra 2000. Direktivet forbyder enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering overalt i fællesskabet.
Forlig sikrer to fyrede speciallærere et halvt års løn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.