Formanden for KLs lønudvalg, borgmester i Herlev Kjeld Hansen, sagde, at han håber, at der kommer noget virkeligt skelsættende ud af forhandlingerne om arbejdstid, men ønskede i øvrigt ikke at kommentere forhandlingerne.
Han gav torsdag eftermiddag tilsagn til en forsamling af kredsformænd i DLF om, at KL vil sørge for at få løst problemerne med, at nogle kommuner ikke udmønter de afsatte midler til Ny Løn. Men at der kommer lokal løn også efter næste overenskomst sagde han helt klart. Den lokale løn behøver dog ikke at være individuel, mener han.
"KLs synspunkt vil være markant på dette område: Der vil også være lokal løn i forbindelse med denne overenskomst. Vi skal have tegnet en ny vej for lokal løn, så vi får minimeret problemerne", sagde Kjeld Hansen til kredsformændene.
Han lagde op til, at der kan være forskellige lønsystemer for forskellige personalegrupper men understregede, at debatten stadig var i gang i KL og at ingen havde lagt sig fast på håndfaste løsninger:
"Lokal løn kan efter min mening ikke være ens for alle personalegrupper. Jeg tror, at mange af os har haft et problem med processen. Visionen og tankerne har været gode nok i min verden. Men man kan ikke standardisere. Vi vil gerne udvikle forskellige modeller. Ingen af os kan arbejde med et system, som skal individualisere en opgave, som er kollektivt ledet og gennemført. Det er vel klar tale så må vi finde nogle modeller, som respekterer det og som kan paralelliseres over til nogle andre arbejdsituationer, hvor det også gør sig gældende", sagde formanden for KLs lønudvalg.
Kjeld Hansen fastlog, at der har været meget debat af individualiseringen af ny løn, siden den blev indført. Derfor ønsker han nogle andre muligheder:
"Virkeligheden er, at på jeres område er der teamsamarbejde omkring en klasse og opgaver, som går på kryds og tværs også i forhold til forældrene. Det er opgaver, som lærerne i fællesskab får løftet. Jeg vil ikke komme med bud men vi ønsker input til, hvordan vi får kvalificeret lokal løn", sagde Kjeld Hansen.
Et andet stort emne for KL ved de kommende overenskomster bliver spørgsmålet om kompetenceudvikling af medarbejderne, hvor KL ikke ønsker en lang række aftaler for hver personalegruppe, men derimod en generel aftale, der kan tilpasses lokalt, fastslog Kjeld Hansen. KL ønsker også samarbejdssystemet taget op til en revision, hvor der bliver lagt større vægt på det lokale MED-samarbejde.
Forhandlingerne om arbejdstid i gang igen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.