Foreldrene

Hvad er det allervigtigste, et barn kan få ud af at gå i skole? Bogens svar: Livskompetence og selvfølelse forstået som evnen til at føle sig selv. Og videre spørges der: Bliver vi dygtige nok til at skabe tryghed og trivsel i hverdagen for hvert enkelt barn? Men hvem er vi? Ifølge bogens forfatter, Tor Kristiansen, er det både lærerne i grundskolen og forældrene, der sammen bærer ansvaret for i fællesskab at bygge den helt rigtige bro, som barnet kan gå over i overgangen fra barn til voksen.

Den ægte sande kunst er at tænde en gnist i et barns sind eller at skabe undring og nysgerrighed. Hvordan stimulerer vi til samtale mellem lærere og forældre til at udforske læringens hemmeligheder? I moderne pædagogik skal der sættes større fokus på følelserne, fordi det kun er det, som vi har haft kært, som vi virkelig lærer noget af.

Norge er et andet land end Danmark, og det ses på rigtig mange måder. Det var for eksempel i Norge, at man »opfandt« begrebet om ansvar for egen læring (AFEL), og det var ligeledes i Norge, at organisationen MOT (motivation og trivsel) med den dansk-norske Fransiska Munk Johansen skabte kursusvirksomheden, der i Danmark er kendt som Liv og Lyst. Her fokuseres der på, at mennesker gør hinanden værdifulde og betydningsfulde, fordi det, vi fokuserer på, skaber vi mere af. Derfor er det Tor Kristiansens pointe, at hvis vi sætter fokus på elevens ressurser, mestring og følelser, har vi som lærere større mulighed for at fremme det gode i barnet. Kan vi hertil få forældrene med til at fremme denne udvikling, kan de yde den afgørende forskel fra at se et barn som vanskeligt til at se det samme barn som et barn, der er i vanskeligheder!

Bogen er uden tvivl et godt redskab til den lærer, der vil have hjælp til at finde ud af, hvordan vi bedst muligt varetager og støtter eleverne både hjemme og i skolen. Det er ikke umiddelbart en vejledning i, hvordan vi kan skabe de gode relationer mellem hjem og skole, som vi er lovmæssigt forpligtede til. Til gengæld er det en bog, som kan være et godt udgangspunkt for et samtaleforum forældrene imellem, da forældre generelt ikke er skolet i den pædagogisk-psykologiske sprogbrug og tankegang. Skolen har på få årtier forandret sig meget fra at være en jeg-skole, hvor læreren havde alle svarene, til at blive en vi-skole med forældre i skolebestyrelser og forældreorganisationer. Men hvad skal forældrene dér, hvis de ikke kan få reel indflydelse eller de nødvendige redskaber til at gøre den forskel, som der er så hårdt brug for i pluralismens skole.