Siden skoleårets begyndelse har forældre til 11 ud af 17 børn i børnehaveklassen på Løjt Kirkeby Skole ved Aabenraa meldt sig til klassens gruppe på facebook.dk - eller fjæsbok, som de siger med et glimt i øjet i Sønderjylland.
"Der er så mange mennesker på Facebook, og de fleste forældre bruger det sikkert dagligt. Det er en nem måde at kommunikere på, man er jo alligevel på og skal ikke bevidst logge sig på skolens forældreintra", siger Morten Heesch.
Han regner med, at problemer med drillerier eller mobning hurtigere kan komme frem i lyset blandt forældrene på Facebook og dermed måske blive løst tidligt, end hvis forældrene først skal rundt om klasselæreren og dernæst indkalde til møde.
Skoleleder Merete Gissel har ikke tænkt sig at flytte kommunikationen med forældrene fra forældreintra'et over på Facebook. Hun er blandt andet bekymret for, om forældrene vil forvente, at lærerne er på og omgående svarer på et spørgsmål, der dukker op ud på aftenen.
"Vi er ikke forskrækkede over Facebook. Det er et 2008-fænomen, det er en del af tiden, men vi bliver på skolens forældreintra", siger hun.
Papiret slår cyberspace
Der har netop været møde for børnehaveklassens forældre. Det viste sig, at de fleste forældre stadig ønsker at få meddelelser fra skolen på papir, som børnene tager med hjem, fortæller skolelederen.
"Det stemmer fint overens med vores holdning, der går ud på, at det er godt og sundt, at børnene kommer hjem med et brev, at alt ikke foregår bag om ryggen på dem", siger Merete Gissel.
Brevene bliver samtidigt lagt ud på forældreintra, men skolen lægger det ikke ud på børnehaveklassens lukkede Facebook-gruppe. Det vil blive for omstændeligt, siger skolelederen.
Hun erkender dog, at forældreintra har en mangel i forhold til Facebook.
"Det er nok det at kunne chatte sammen".
Nemmere at koordinere på Facebook
Ideen til Facebook-gruppen opstod, da Morten Heesch og hans kone ville lave et socialt arrangement for hele klassen.
"Der kom stakkevis af mail, og vi skulle koordinere og melde ud. Det er meget nemmere på Facebook", siger han og er godt tilfreds med at 11 ud af 17 er på.
"Der er ingen tvang, og alle vigtige informationer vil også blive lagt ud på intranettet og printet, siger han, men regner dog med, at flere vil melde sig i løbet af den kommende tid. Han nævner også andre fordele ved Facebook. Først og fremmest muligheden for at kunne dele billeder fra for eksempel en børnefødselsdag.
"De fleste forældre spørger jo altid bagefter: 'Var det sjovt? hvad har I lavet?' På Facebook kan de se billederne", siger han og nævner kalenderen som et andet gode. Den bruger de, når der skal være møde i klasserådet, og de forskellige deltagere skal koordinere deres kalendere.
Koder til forældreintra
Han vil ikke udtale sig om, hvad det er, Facebook kan, som forældreintra'et ikke kan, idet han endnu ikke har modtaget sin kode til intra'et fra skolen og derfor ikke kender det.
"Vi blev spurgt på forældremødet, om vi ville være med, og det vil vi da. Facebook skal ikke udkonkurrere skolens forældreintra, men jeg tror, at Facebook er mere socialt. Klasselæreren har da også sagt, at hun gerne vil være med.
Spurgt om, hvorvidt intraet ikke er lidt gammeldags og tungt, svarer Merete Gissel nej.
"Forældreintra har mange af de samme faciliteter som Facebook. Dertil kommer, at jo ældre eleverne bliver, jo flere ting flytter vi over på deres intranet. Det ruster dem også til fremtiden", siger skolelederen.
Facebook skaber kommunikation
Peter Svarre, cand. scient. pol. med master i International Affairs, har skrevet om Facebooks betydning for moderne virksomheder i e-magasinet Om Netværk:
"Facebook har formået at gøre det som tyve år med fallerede intranetprojekter aldrig formåede at gøre: At få medarbejderne i virksomheden til at kommunikere på tværs af afdelinger og udveksle den viden, som efter sigende er så værdifuld i videnssamfundet."
Forskellen på intranet og Facebook er, at internettet blev udviklet af it-folk, mens Facebook er opstået ud fra brugernes behov, siger han.
Peter Svarre nævner flere store virksomheder, som har flyttet den interne kommunikation over på Facebook, og skriver, at nogle virksomheder vil være bevidst om at se "online sociale netværk som en del af deres interne kommunikationsstrategi. Andre virksomheder vil stikke hovedet i jorden og holde fast i de traditionelle intranet alt imens deres medarbejdere på livet løs udveksler virtuelle blomster, kys og vampyrbid på Facebook."
Forældrene mødes på Facebook
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.