Benedikte Ask Skotte ønsker ikke det nuværende loft på max. 28 elever i klassen ændret, som det ellers fremstod i et interview med hende i Berlingske Tidende for nylig. Men hun mener, at skolerne kan udnytte de nuværende muligheder for holddannelse mere:
"På den enkelte skole kan man benytte sig langt mere af muligheden for at undervise på andre måder, end man gør i dag. Flere store hold giver også mulighed for at undervise mere i små hold", siger formanden for forældreorganisationen Skole og Forældre til folkeskolen.dk. Organisationen har netop skiftet navn fra Skole og Samfund.
Større fællesskaber på tværs
Benedikte Ask Skotte foreslår, at man kan arbejde mere med interessefællesskaber. På en lille skole kunne man undervise elever fra børnehaveklassen, 1. og 2. klasse sammen i noget af tiden. Man har ikke nødvendigvis en masse til fælles med en klassekammerat, bare fordi man er født i det samme år, elever kan lige så vel være i fællesskaber med elever, som går en klasse over eller under dem selv, mener hun.
"Vi skal være bedre til at tænke på tværs og ikke altid kun på langs. Det er vigtigt, at man på den enkelte skole tager stilling til, hvordan man her tilrettelægger undervisningen på den bedst mulige måde", siger Benedikte Ask Skotte, som gerne vil have gang i diskussionen om holddannelse.
Hun mener, det er en belastning, at skolerne ofte får tildelt penge efter antallet af klasser, og derfor bruger mange kræfter på at få det hele til at gå op i klasser af den rette størrelse.
Tværfaglig undervisning af større hold
Den undervisning, hun mener, kan foregå i større hold, er for eksempel den tværfaglige undervisning.
"Man kunne undervise i matematik og idræt ved at spille fodbold med eleverne og beregne vinklerne i forskellige scoringssituationer. Det kunne man godt gøre med en større gruppe elever end en klasse, og det ville frigive lærerkræfter til også at undervise i mindre hold på andre tidspunkter", siger hun.
Også aktiviteter som samarbejder med og besøg på virksomheder ville kunne foregå i større hold.
Skoler har dog fysiske begrænsninger for, hvor meget undervisning, der kan foregå i større hold, og der er grænser for, hvor mange elever, der kan være i et klasselokale.
"Alfa og omega er, at der er plads og ilt til det. Det er ikke et spørgsmål om at lave burhøns", siger hun.
Forældreformand vil have mere holddannelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.