Det vil være en styrkelse af folkeskolen, hvis skolebestyrelserne får mere indflydelse på skolerne.
Sådan lyder det fra formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg, som repræsenterer landets skolebestyrelser, i et indlæg på mediet Altinget.
”Vi har det største kendskab til skolebestyrelser og udfordringerne og har undervist bestyrelserne i mange år, og hvis midlerne er til rådighed, er vi klar til at opdatere, udvikle og udbrede materialer og viden”, skriver han.
Har stor plads i skoleudspillet
Regeringen har onsdag præsenteret sit skoleudspil, hvor én ud af fem hovedoverskrifter handler om mere indflydelse til skolebestyrelserne.
Blandt andet mener regeringen, at skolebestyrelserne skal kunne deltage i den enkelte skoles skoleudviklingssamtale med kommunen, og så ser regeringen gerne, at der sker en ”kompetenceudvikling målrettet skolebestyrelsernes arbejde”.
Forældrene skal have ret til at få fri
Ifølge Rasmus Edelberg kan det for ”nogle forældre virke som en overvældende opgave at deltage i skolebestyrelsesarbejdet bruge tid på det i en forvejen presset hverdag med fuldtidsjob, fritidsaktiviteter og meget andet”.
Han opfordrer derfor regeringen til, at man igen gør skolebestyrelsesarbejdet til borgerligt ombud, som indikerer, at det er en opgave, man som borger har pligt til.
”Gør vi igen skolebestyrelsesarbejdet til borgerligt ombud, får forældrene ret til at tage fri fra arbejde, hvis skolebestyrelsesarbejdet kræver det”, skriver Rasmus Edelberg med henvisning til, at skolebestyrelsesarbejdet indtil folkeskolereformen i 2013 var borgerligt ombud.
”I samme omgang kan man også gøre vederlaget, der i dag blot er en mulighed for kommunerne, til en fast ordning. Borgerligt ombud og vederlag kan få flere og andre forældre til at engagere sig”, tilføjer Rasmus Edelberg i sit indlæg.
Intet krav til lokale Aula-regler
Der har i ugens løb været meldinger om, at regeringen vil gøre det til et krav, at skolebestyrelserne laver principper for skolens kommunikation på Aula.
I det nu offentliggjorte udspil foreslår regeringen ikke at indføre et krav. I stedet vil regeringen "tydeliggøre, at skolebestyrelserne kan fastsætte principper om lokal praksis for digital kommunikation, fx via Aula", lyder det i udspillet.
Forældre om mere indflydelse til skolebestyrelserne: Genindfør borgerligt ombud og giv os introforløb
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.