På torsdag skal den københavnske Borgerrepræsentation vedtage forslag til strukturændringer for de københavnske institutioner og folkeskoler. I følge forslaget skal to skoler lukkes og ti skoler skal lægges sammen til fem.
Men Københavns Lærerforening, Københavns Skolelederforening og Skole & Samfund, København opfordrer i et fælles brev Borgerrepræsentationen til ikke at vedtage de foreslåede strukturændringer.
"Vi anerkender behovet for jævnligt at vurdere skolestrukturen for at tilpasse den til de demografiske og sociale forhold, nye faglige krav. Desværre er det foreliggende samlede forslag fra BUU ikke et udtryk for helhedstænkning eller udvikling, men er præget af økonomitænkning. Udvalget lever ikke op til sine egne forudsætninger, idet adskillige af forslagene ikke er bæredygtige og skaber flere problemer end de løser", lyder det i brevet.
Næstformand i Københavns Lærerforening Ole Hein mener, at integrationen og den sociale lighed er direkte truet.
"Hvis politikerne vælger at følge forvaltningens forslag vil vi få en endnu mere polariseret by, end den vi kender i dag", siger han.
Færre penge til mønsterbrydning
I morgen skal Børne- og Ungdomsudvalget desuden vedtage udmøntningen af budgetvedtagelsen for 2008 og en ny model for budgetudmelding til skolerne. Det betyder ifølge Københavns Lærerforening, at der bliver flyttet resuser fra de små skoler til de store, samtidig med at resurserne til mønsterbrydning og tosprogede elever bliver beskåret.
"Sjældent har jeg været så socialt indigneret som i dag. En fjernelse af midlerne til skolernes arbejde med mønsterbrydning står i skærende kontrast til det politiske mål om, at 95 procent af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Og afskedigelse af op mod 40 tosprogede lærere vil – udover at forringe undervisningen for de tosprogede elever – betyde, at kommunen får mere end svært ved at opfylde ambitionen om København som en mangfoldig arbejdsplads, der afspejler befolkningssammensætningen i Hovedstaden", siger Ole Hein.
Velfungerende skoler lægges sammen
Forældre blokerer i dag Grundvigsskolen, som skal lægges sammen med Bispebjerg Skole og modtage elever fra Frederikssundsvejens Skole, der lukker. Det vil få andelen af tosprogede til at stige fra 70 til 85 procent.
På Matthæusgades Skole, som skal lægges sammen med Enghave Skole, strejker eleverne i dag og i morgen blokerer forældrene skolen.
"Jeg kunne måske forstå lidt af det, hvis skolerne fungerede dårligt, men det er uden tvivl de bedst fungerende skoler på Vesterbro!! Hvert år søger mange flere til skolerne, end der kan optages", fortæller forælder Anette Grau i et læserbrev o Politiken.
Forældre og lærere advarer mod skolelukninger i København
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.