To små pæne udgivelser i serien 'De små håndbøger' og beregnet for absolutte begyndere. Bogen om forårsplanter beskriver i alt 27 arter med en tekstside samt en illustrationsside, idet hvert opslag behandler en til to arter, mens 18 træer beskrives med en art på hvert opslag i den anden. Det er naturligvis bøgernes styrke og svaghed, at så få arter er medtaget, men i undervisningssammenhæng kan det være fint, idet man jo altid kan have en mere omfattende flora i baghånd. På tekstsiden findes en beskrivelse af planten suppleret med små illustrative tegninger.
Billederne er akvareller, ganske nydelige og oftest vellignende.
Beskrivelsernes tekst er enkel og forståelig, men virker beregnet for en voksen læser, og det fremgår da også, at bøgerne er tænkt til såvel voksne som børn. Efter min opfattelse betyder det, at man har sat sig mellem de to bekendte stole, idet læsningen bliver umanerligt kedelig og kan skræmme målgruppen bort fra et spændende emne.
Det er dog to udgivelser, der godt kan anskaffes til at stå på skolebibliotekets udlånshylde.
Forårsplanter i skoven / Træer i skoven
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.