For de efterladtes skyld

Bedemand er ikke et job, man bliver vejledt til. Anders Bytoft ville være børsmægler, da han gik i skole. Et fascinerende, hektisk liv, der handler om penge, forestillede han sig. Så efter at have været i erhvervspraktik som skoleleder, valgte han handelsskolen. Men derefter blev han butiksuddannet. Han blev optaget på handelshøjskolen, men var skoletræt og ville hellere stå i butik, hvor han solgte computere. Efter læretiden blev han indkøber og salgskoordinator.

»Dengang skulle jeg samle trådene og organisere – og det gør jeg også som bedemand«.

Det var hans svigerfars død og hans første møde med en bedemand, der gjorde udslaget.

»Man står med tusinde spørgsmål og ved ikke, hvad man skal gøre. Så ringer man til bedemanden, og bagefter kan man slappe af. Det gav god mening. Det her ville jeg gøre for andre. At tage sig af mennesker, når de er kede af det. Og jeg har ikke fortrudt et sekund«, fortæller Anders Bytoft.

Han er eksamineret bedemand, har tre butikker og er netop gået i gang med den helt nye diplomuddannelse for bedemænd. Uddannelsen indeholder endnu mere om lovgivning, psykologi og samtaleteknik, regnskab og markedsføring end uddannelsen til bedemand. Man lærer også at synge, at bruge internettet, lidt om islam, om tunge løft og om hygiejne ved dødsfald.

»Jeg sendte uopfordrede ansøgninger til bedemænd, men det er svært at komme ind i branchen«, siger han. Det lykkedes dog. Han begyndte hos en bedemand som rustvognschauffør og lærte logistikken. Efter et halvt år fik han lov til at have samtaler.

»Men jeg havde aldrig set en død, før jeg så min svigerfar. Som barn i Skanderborg stoppede jeg op, når jeg så en rustvogn. Jeg syntes, det var en vildt flot bil og så en mand i pænt tøj, der kørte den«. |