"Jeg stopper, fordi jeg ikke længere kan holde til at arbejde 60-70 timer om ugen. Jeg har faktisk ikke lyst til at holde op, for jeg synes, vi laver nogle rigtig spændende blade og webmedier. Men selv om jeg for længst har rejst mig fra kørestolen efter den virus, der for seks år siden sendte mig i respirator i fire månender, har jeg aldrig fået følesansen i ben og hænder igen, så jeg bruger en del ekstra energi på at gå og at skrive. Det er trættende, og man kan altså ikke være chef på deltid", siger Thorkild Thejsen, som stopper som chefredaktør den 1. februar 2010.
Han slipper dog ikke redaktionen, for han forsætter det redaktionelle arbejde i en 30 timers stilling.
"Præcis hvad og hvordan afhænger af den kommende redaktør. Det kunne for være almindelige journalistiske opgaver eller projektstyring i forhold til netmedierne. Jeg kunne også producere tv-interview til folkeskolen.dk. Mulighederne er mange, men jeg skal i hvert fald ikke ligge som en strandet hval og sige 'det har vi prøvet', når den nye redaktør foreslår noget nyt", siger han.
Der er sat både udråbstegn og spørgsmålstegn
For Thorkild Thejsen har det vigtigste som chefredaktør været at producere medier, som afspejler læsernes hverdag og sætter perspektiv på lærerprofessionens udfordringer.
"Hvor læserne og brugerne kan genkende deres hverdag, og hvor man samtidig kan pirke til dem. Ved at være professionens blad har vi en forpligtigelse til at være dem, der sætter både udråbstegn og spørgsmålstegn. Dobbeltheden, hvor vi både skal afspejle men også vise, hvor der er problemer og pege på muligheder, er vigtig".
Uafhængig redaktion
Danmarks Lærerforening søger nu en ny chefredaktør, der skal redigere de to blade og tre nyhedssites ud fra journalistiske relevanskriterier og betjene en kritisk og debatlysten læserskare.
"Redaktionel uafhængighed giver frihed til at tage det op, som man synes er vigtigt. Men det giver også et stort ansvar for ikke at lave selvcensur eller blive selvfed, men hele tiden være åben".
Som chefredaktør på Folkeskolens redaktion har Thorkild Thejsen placeret sig på øretævernes holdeplads, hvor vrede folk både har sendt anonyme breve og smadret hans ruder.
"Det er selvfølgelig det mindst interessante ved det, men det spændende er, når det rykker, og når man rører ved nogle ting, som er udfordrende og vigtige i medlemmernes hverdag.".
Gode råd eller advarsler til den kommende redaktør er ikke noget Thorkild Thejsen ønsker at give til sin efterfølger.
"Jeg håber, at der kommer én, som er frisk og kan tænke nyt. Vedkommende kommer til at side for bordenden hos et fantastisk dygtigt hold, så det eneste råd er, at han eller hun skal passe rigtig godt på holdet, som arbejder med stor ansvarlighed som enkeltpersoner og i kollektivt fællesskab om kvaliteten".
Kro og katedral
Den kommende redaktør får ansvaret for lærernes kro og katedral, som der står i jobopslaget. Et billede, som er hentet fra en af Thorkild Thejsens ledere.
"Vi har en tradition for, at alle debatindlæg fra medlemmerne bliver optaget, og vi har også en tradition for, at der skal være noget bid i det, vi bringer. Så det er kroen, hvor man kan råbe højt, men også have det sjovt med hinanden. Med katedralen hentydes til, at vi også skal se de store linjer og komme med bud på, hvad der på længere sigt er for vilkår for folkeskolens arbejde og børns undervisning og læring".
Folkeskolen skal have ny redaktør
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.