Folkeskolen set fra 10.000 meters højde

Der er tid til at tænke efter, når man som Karin Vilien og Ester Lunddal sidder i flyet for 12. gang på vej hjem til Danmark fra Ulaanbaator.

- Det er blevet klart for mig, hvor megen respekt der er om børn i Danmark, og hvor vigtig respekten for barnet som individ er. Vi ser et barn som et ligeværdigt væsen med ret til at have meninger, og det skal vi holde fast i, siger hun.

Problemet for folkeskolen er at forvalte den respekt - uden at lade en del af børnene i stikken. I Mongoliet er de meget gode til det kollektive og den fælles ansvarlighed. I Danmark er der en oplagt fare for, at vægten på individualismen øger børnenes manglende tilhørsforhold, og det kan ende i ensomhed og udstødning, mener hun.

- Vi arbejder nu med undervisningsdifferentiering, men vi må ikke undervurdere behovet for rammer og tilrettelæggelse af indholdet, advarer Karin Vilien.

I Mongoliet når mange børn et højt færdighedsniveau gennem terperi, lektioner og et ønske om at blive god til det, der forventes af dem.

- I Danmark kan vi let komme til at undervurdere behovet for faglig fordybelse og det at øve sig, siger Ester Lunddal.

- I den projektorienterede undervisning lægger vi vægt på, at børnene skal lære at lære i den kaotiske proces, som projektarbejdet er. Børnene skal selv efterspørge viden og færdigheder, siger hun.

- Læreren skal bruge sin faglighed til at give børnene mulighed for at sætte sig læringsmål, som de kan nå gennem både fordybelse og øvelse. Men det kræver, at den danske lærer er parat til at lade børnene øve sig. Ellers lærer de ingenting, siger Ester Lunddal og tilføjer:

- Der er ingen grund til, at danske børn ikke skal være lige så gode til at læse og skrive som børn i andre lande.lm

I Danmark ser vi et barn som et ligeværdigt væsen med ret til meninger. Problemet er at forvalte respekten uden at lade en del af børnene i stikken