Debat

Pakketid ...

Dokumentation.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man er altid lidt spændt, når man skal pakke gaver op. Det bliver man aldrig træt af, eller ... det afhænger vist af afsenderen.

Folkeskolen og lærerne har fået rigtig mange pakker med afsender Bertel Haarder og kompagni. Men desværre har det vist sig, at der ingen byttegaranti har været, og vi er derfor blevet »begavet« med test, elevplaner, nye prøveformer ... Det er ærgerligt, at der ingen returret var, specielt når de havde valgt at købe ind i et tikroners-discountmarked. For det er ofte sådan, at der er rigtig mange giftstoffer i billigt legetøj. Men de skadelige virkninger viser sig jo først mange år senere ...

Nu venter vi så på en ny sending pakker - lovpakker fra Christiansborg - vi er bare ikke så spændte mere. Vi forsøger til stadighed at producere ønskesedler med kvalitetsvarer, vi ved, der holder på lang sigt, men det er simpelthen umuligt at få sine ønsker opfyldt, hvis ikke de er indeholdt i regeringsgrundlaget.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

En af de forventede pakker inden jul bliver loven om de nye professionshøjskoler. Regeringen ønsker, at alle mellemlange videregående uddannelser, herunder læreruddannelsen, samt en række kortere videregående uddannelser skal samles på syv nye, store professionshøjskoler. Dertil kommer, at der skal udvikles nye uddannelser specielt rettet mod den private sektor. Og det hele ud fra devisen om, at stort er godt. Men i DLF har vi svært ved at få øje på rationalet bag fusionerne. Vores erfaringer med dannelsen af CVU'erne er, at den forventede faglige gevinst totalt er udeblevet. Grunduddannelserne er tværtimod mange steder blevet udsultet for at finansiere den fælles overbygning, og i en tid med rekrutteringsproblemer til læreruddannelsen og en markant stigning i kravene til lærerne er det vel ikke lige det, der er brug for. Desværre er der også lagt op til, at de nye bestyrelser på professionshøjskolerne skal udpeges af undervisningsministeren, og organisationsfolk og medarbejdere skal ikke være repræsenteret. Man skal for Guds skyld ikke have folk med, der har forstand på og indsigt i uddannelserne.

Nu er regeringen jo vældig optaget af dokumentation. Kunne vi så ikke få lidt dokumentation for, at denne strukturændring vil medføre øget kvalitet i uddannelserne? Det er kvaliteten, der er afgørende for os i DLF, når vi drøfter læreruddannelsens fremtidige placering, indhold og organisering. Det er et fromt ønske, at det også kunne blive regeringens motivationsgrund, når den tænker i lovændringer.

Vi tror ikke længere på julemanden, men vi tror stadig på den sunde fornuft, og at de gode argumenter vinder i det lange løb.

»Vi tror ikke længere på julemanden, men vi tror stadig på den sunde fornuft, og at de gode argumenter vinder i det lange løb«
Powered by Labrador CMS