Personligheden

Læreruddannelsen må styrke lærerens personlighed

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har fået en visionær folkeskolelov. En lov, der rækker langt ind i det næste årtusinde.

Den er møntet på udviklingen af de kvalifikationer, som lønmodtagere har brug for i avancerede virksomheder. Og de kvalifikationer, som den karriereorienterede leder- og ekspertlivsform har brug for. Ikke mindst den sidste. Derfor var det muligt at få et flertal for en så overskridende lov på tværs af partierne.

Loven sætter udviklingen af avancerede pædagogiske arbejdsformer på dagsordenen. Pædagogik rettet mod eleverne - projektarbejde, tværfaglighed, elevvurdering med videre. Og pædagogik rettet mod lærerne i form af lærerteam og i form af pædagogisk skoleledelse.

En række nyere undersøgelser drages samtidig frem i pressen, hvor journalisterne rejser stærkt kritiske spørgsmål, om vi nu i vores iver efter at modernisere skolen har glemt de helt basale opgaver: At børnene skal lære at læse, og at de skal tilegne sig grundlæggende faglige kundskaber.

Denne kritik opskræmmer offentlighed og politikere og fører til markante krav om styrkelse af lærernes egen basisviden.

I læreruddannelsen sættes nu læseundervisningen og kvaliteten af den faglige undervisning i centrum. Spørgsmålet er, om hele denne udvikling skygger for et dybereliggende problemlag, som fortsat synes at blive helt glemt.

Jeg har været uddannelsesforsker i 25 år overlappende med praktisk pædagogisk konsulentarbejde i 10 år. Jeg har siddet i mange klasseværelser og set megen undervisning.

Generelt er danske lærere dygtige. De har væsentlige faglige kundskaber og magter som regel at skabe en pædagogisk varieret undervisning. De er meget samvittighedsfulde, og mister de til tider pusten, er det som regel i frustration over ydre forhold, som forhindrer dem i at yde deres bedste.

Men de har et fælles problem. Et grundlagsproblem, som går tværs igennem hele uddannelsessystemet og ikke blot vedrører seminarieuddannede lærere, men også lærerne i ungdoms- og voksenundervisningen: Et problem vedrørende den personlige og sociale kompetence i klassen.

Problemerne viser sig ved, at lærerne ikke formår at kontakte eleverne og løse elevernes problemer selv og engagere dem personligt og kulturelt, men har kraftig tendens til at henvise. Til skolepsykologer, til studie- og erhvervsvejledere, til kolleger og endelig til næste skoleafsnit.

De henviser, fordi de ikke i fornødent omfang i deres grundlæggende læreruddannelse har lejlighed til at gøre status over sig selv som menneske, som personlighed. De kender ikke egne småneurotiske kontaktforstyrrelser og ved meget lidt om seriøs personlig vækst og udvikling. De bliver bange for elever, som konfronterer dem på deres egne ømmeste punkter, som børn og unge er supereksperter i at kigge ud. Og de mangler kulturkendskab og sociologisk viden som pejlemærker i en dybere forståelse af baggrunden for elevers og kursisters dybere sociale reaktioner.

Min konklusion er, at det mest brændende problem i vores læreruddannelser ikke er en styrkelse af pædagogik og fagdidaktik (måske nok med forbehold for nødvendigheden af bedre læseundervisning). Men en styrkelse af lærernes personlige gennemslagskraft og kontaktevne i undervisningen. Således at de i højere grad kunne 'klare ærterne selv' og ikke behøvede at skubbe 'problembørnene' videre til andre.

Det er problemet i læreruddannelserne. Det er langt den vigtigste udfordring, hvis folkeskoleloven skal kunne virkeliggøres, uden at hver anden lærer får brug for sin egen støttepsykolog til at holde i hånden i klasseværelset.

Sten Clod Poulsen er cand.psych. og tidligere uddannelsesforsker. Nu direktør for MetaConsult.

Powered by Labrador CMS