Debat

Hallo – er der nogen?

International konference.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 28. september havde DLF inviteret til konference. »Skolen og lærerrollen i et internationalt perspektiv« var titlen. En række spændende oplægsholdere fra den svenske læreruddannelse, det engelske kvalitetssystem, OECD's Pisa-kontor, Education Internationals forskningsafdeling og danske lærerorganisationers repræsentation i Bruxelles sikrede, at det internationale perspektiv for alvor kom i fokus.

Internationale undersøgelser, internationale organisationer og internationale beslutninger præger i stigende grad den danske uddannelsesdebat, derfor var konferencens tema yderst relevant. Men desværre deltog ikke en eneste fra de partier, der sidder med regeringsmagten og dermed den afgørende indflydelse på den aktuelle skolepolitik.

I Danmark har vi et parlamentarisk demokrati. Det betyder, at vi har valgt 179 politikere til at tage ansvaret for den politiske beslutningsproces, men ansvar forpligter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Ansvaret forpligter til at sikre sig et højt vidensniveau, og det forpligter til at gå i dialog med andre - den demokratiske samtale og debat er et afgørende fundament i den demokratiske tradition, som vi har opbygget i Danmark. Begge dele var der rig mulighed for på konferencen.

Her hørte vi OECD's repræsentant Andreas Schleicher fortælle, at lærere og skoler med stor viden og autonomi og dermed ansvar er den afgørende forudsætning for kvalitet i undervisningen.

Margaret Brown fra England fortalte om konsekvenserne af de nationale test i England - om hvordan de har indsnævret undervisningen og skabt et dårligere undervisningsmiljø for eleverne. Margaret Brown fortalte endvidere, at det nu er vanskeligt at rette op på problemerne, fordi mange lærere ikke vil af med testene, fordi det er nemmere at undervise i forhold til test i stedet for selv at tage ansvar for indholdet.

Disse internationale erfaringer og perspektiver må siges at være yderst relevante i forhold til de aktuelle politiske tiltag på folkeskoleområdet i Danmark.

DLF har bestemt ikke sat sig uden for debatten om folkeskolen, som nogle politikere ynder at fremstille det. Vi har derimod gang på gang inviteret til debat på et kvalificeret grundlag. Skal det lykkes, skal der imidlertid være nogen at debattere med.

Jeg håber, at konferencens mange deltagere vil være med til at fortsætte debatten, så den forhåbentlig også på et tidspunkt når de politikere, der sidder med den reelle indflydelse.

Læs også side 14

»Jeg håber, at konferencens mange deltagere vil være med til at fortsætte debatten, så den forhåbentlig også på et tidspunkt når de politikere, der sidder med den reelle indflydelse«
Powered by Labrador CMS