Anmeldelse

Barn i bevægelse

Om at være forældre til et barn med OCD og ADHD/DAMP

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dette er en meget personlig beskrivelse af oplevelsen af at leve med et barn med OCD og ADHD. Bogen er organiseret gennem dagbogsoptegnelser og giver mulighed for at følge udviklingen og svingningerne for både barnet, familien og omgivelserne.

Lykken ligger i kontrasterne, skriver bogens forfatter, fra de øjeblikke, hvor det er svært at se sig ud af vanskelighederne, til de øjeblikke, hvor oplevelsen af at nyde livets almindeligheder bliver til højdepunkter og bekræfter værdien af stor indsats.

Gennem bogen føres læseren ind i scenarier, der præsenterer mangfoldigheden af de problemstillinger, man som forælder skal forholde sig til med et barn med OCD og ADHD. Hvor skal man føje, og hvor skal man stå fast? Hvordan tager man vare på søskende med ganske andre behov? Hvordan skaber man tydelig struktur i dagligdagen, og hvilke afsavn må familien acceptere på den bekostning? Skal medicinen fjerne eller dæmpe vanskelighederne? Hvordan udholder man omgivelsernes oplevelse af "det uopdragne barn", og får barnet nu også gode kammerater? Og ikke mindst hvordan får man etableret gode samarbejdsrelationer til lærere og pædagoger og kammeraternes forældre?

I bogens slutning trækkes væsentlige pointer frem. Om betydningen af at få en diagnose og dermed mulighed for medicinering, som afhjælper vanskelighederne og gør det muligt at arbejde pædagogisk. Om kostens betydning for, hvor stærkt symptomerne kommer til udtryk. Om nødvendigheden af at barnets netværk forstår at samarbejde, har indsigt i problematikken og den pædagogik, der hjælper barnet. Og om de udfordringer, det stiller til forældre at skabe fælles fodslag mellem forståelse og pædagogisk praksis.

Bogen er i kraft af formen ikke så anvendelig rent informativt, fordi informationerne dumper ned, som de gør gennem livet med barnet. Til tider kan man som læser føle sig hvirvlet lidt ind i forfatterens opture og nedture. Det giver til gengæld et yderst realistisk indblik i, hvordan livet er, når det udfolder sig sammen med et barn med OCD og ADHD. Og at et sådant barn også er et meget elskeligt menneske.