Debat

Touché

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At skulle iføre sig skudsikker vest, når man udfordrer en standsperson i DLF nomenklatura, er ikke normal praksis, men en kærkommen variation i en forudsigelig hverdag. Indtagelse af antidepressive psykofarmaka plejer at være tilstrækkeligt. Derfor er Jan Trojaborgs soloudbrud et overraskende livstegn fra et sociallag, man for længst troede skindød eller i heldigste fald i dyb koma! Og fornyet optimisme hos almindelige lærere kan ikke længere udelukkes. Folkeskolen nummer 38.

Min uforbeholdne reverens til en 'opstanden!'

Men hans ønske om at visitere mig og min pædagogiske hverdag, fordi jeg, som han udtrykker det - har bragt ham i en vældig 'pædagogisk brunst', så han næsten ikke kan vente . . ., må jeg tage forbehold over for. Ikke fordi jeg er en sky og blufærdig jomfru i det pædagogiske, men hans brynde gør mig betænkelig på vegne af 23 livlige og excentriske nordjyske 2. klasser med samt min unge kvindelige støttelærer, som jeg, måske lidt antikveret, føler et moralsk ansvar over for!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En indledende arbejdsfrokost, der jo er et almindeligt kendt fænomen i de herskende kredse, kunne måske være en begyndelse til et nærmere bekendtskab - i al ærbarhed forstås!

Nej, jeg undervurderer ikke mine københavnske kolleger, når de genvælger Jan Trojaborg som formand. Tværtimod anser jeg det for en fornuftig disposition, idet der i modsat fald vel skulle oprettes en passende retrætestilling, som let kunne komme til at virke som et højst uønsket væksthormon på kontingentet.

Jo vist ved jeg, at Jan Trojaborg af og til skriver indlæg i dagspressen, men han vil vel ikke påstå, at han sammen med andre topfigurer i DLF ligefrem er med til at skabe flaskehalsproblemer? Når vi nu ved, i hvor høj grad medierne behersker den offentlige mening, burde 'blomsten' af Danmarks folkeskolelærere i langt højere grad promovere sagen.

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring

Powered by Labrador CMS