Der snakkes i disse tider meget om, hvordan man laver indskolingen om, så børnene får mest ud af deres skoledag. Løsningen synes at være klar for de fleste, vi skal have en helhedsskole, hvor børnenes skift imellem skole og fritidsordning skal gøres så usynlig som muligt. Der skal veksles imellem undervisning og leg, mellem pædagoger og lærer, så hverdagen ikke er så splittet og uoverskuelig. Jeg ved godt, at det næsten er helligbrøde at sige det, men jeg synes, at det er en rigtig dårlig idé.

Jeg synes egentlig, at skolen og skolefritidsordningerne fungerer udmærket i øjeblikket - lige bortet fra, at vi mangler en masse ressourcer for at få en bare lidt anstændig folkeskole - men det er en anden snak, som ikke skal berøres her. Når jeg mener, at de to ting fungerer godt, er det, fordi de gør tingene på hver deres måde. De er forskellige. Jeg mener faktisk, at børnene synes godt om opdelingen. Det er jo derfor, de synes, at det er dejligt at komme i skolefritidsordningen, fordi den er forskellig fra skolen, skolen er forskellig fra hjemmet og så videre. Det er de små forskelle, der gør, at helheden bliver så nuanceret som muligt.

Faktisk synes jeg, at skolefritidsordningerne burde ligge så langt væk fra skolerne, så man slet ikke havde mulighed for at se skolen endsige skimte den. Tingene må gerne være helt forskellige fra det, man laver i skolen, så børnene kan se, at der er mennesker, der gør ting på en helt anden måde, siger tingene på en anden måde og så videre. Hvorfor må børn ikke se forskellighederne i livet? Hvorfor må de ikke stykke deres egen helhed sammen? Skal helheden skæres ud i pædagogisk pap?

Jeg tror, at tanken om helhedsskolen er skabt, fordi de voksnes verden er kaotisk og uoverskuelig, og i stedet for at gøre noget ved det bliver det så institutionerne og skolen, der skal prøve at give børnene den helhed i hverdagen, som forældrene ikke har tid eller overskud til at give dem. Jeg tror ikke, at det er et problem for et barn i folkeskolen at gå fra et fag til et andet fag eller at gå fra skole og over i et fritidshjem, en klub eller lignende. Det er voksen overfortolkning at tro, at børn ikke kan skelne de forskellige ting fra hinanden.

Jeg tror, at det er meget mere vigtigt, at man får givet folkeskolen de nødvendige midler til at køre en god undervisning, som der er behov for. En undervisning, der både er faglig og menneskelig. En skole, der ruster børnene til selv at tage stilling og skabe helheder. Til det skal der også være gode fritidsmuligheder, hvor man kan møde nye verdener og nye mennesker.

Her kommer skolefritidsordningen og andre fritidsmuligheder ind som et nødvendigt ståsted i den videre udvikling. Lige bortset fra at det at lege i skoven, i gården eller i haven helt uden voksne vist også er meget sjovt!

Jeg mener ikke, at man ved det udvidede samarbejde vil få nogle børn, der blomstrer. Jeg tror nærmere, at man vil opleve, at det bliver en flok børn, der mister noget. De mister deres skolefritidsordning, og de mister deres skole. Til gengæld får de noget miskmask, som de skal opholde sig alt for længe i hver dag.

Lars Søgaard

Assens