Eksperterne er enige. Projektarbejdsformen og »den nye« pædagogik kan gå ud over de svageste elever. Man frygter, at der er for meget flimmer i hverdagen og for lidt koncentration, eller at eleverne selv kan vælge for meget og så vælger noget, der er for let. At udfordringen mangler.

På den baggrund har Maglegårdsskolen i Gentofte Kommune valgt specialundervisning som indsatsområde. I børnehaveklassen screener man eleverne, prøver at finde deres læringsstile og sætter fokus på de svage, og i hvert team udarbejder man årligt en fortrolig plan om hvert barn i specialundervisningen.

I planen står, hvad eleven klarer selv, og hvilke faglige problemer han har. Der står noget om, hvordan han arbejder, og hvordan man bedst kan støtte. Hvis eleven desuden har sociale problemer eller har en sygdom, står det i planen.

I nogle klasser er der elever, der har brug for ekstra støtte, og timerne til forebyggende specialundervisning administreres af teamet. I hvert indskolingsområde med omkring 80 elever fra 1.-3. klasse har man for eksempel ti timer udlagt til specialundervisning heraf seks timer til forebyggende specialundervisning. Derudover har man udlagt en del af vikarpuljen fire timer til planlagt fravær og kort sygefravær.

Hyppig dialog med de svage

»Jeg vil påstå, at svagere elever har det bedre her og lærer mere, end de ville gøre, hvis de fik tre til fem specialundervisningstimer og så sad for sig selv i klassen resten af tiden uden at forstå, hvad der skete«, siger Kim Menne, der er lærer i indskolingsteam D.

»Vi er i meget hyppig dialog med især de svage børn. For eksempel med de fire børn, som sad og læste med mig, aftaler jeg hele tiden, hvad de skal arbejde med. De opsøger mig også selv, når de kommer ind fra pauser. De stærkeste børn er mere selvkørende. Dem taler jeg også med, men det er ofte tre til fem minutter om et emne, og så kan de selv arbejde videre«.

Kim Menne fortæller, at der altid er flere lærere, der er ansvarlige, hvilket er en fantastisk styrke.

»Opstår der problemer, kan en af os gå med barnet og klare situationen, mens en anden tager sig af de andre elever«.

Han mener, det er en stor styrke, at en elev ikke tages ud af klassen til specialundervisning. Det betyder også noget for elevernes selvværd. Her får de opmærksomhed og udfordringer, der er tilpasset til, hvor de er lige nu.

Bekymret for de stærke

Nogle elever er alene, når de får specialundervisning på Maglegårdsskolen. Sø-ren Thulstrup er lærer i fransk, men han har også en del specialundervisning med enkelte elever. Han er ikke uddannet i specialundervisning.

»Jeg taler godt med eleverne, og specialundervisningen fungerer også som et trygt rum. Et sted, hvor eleverne kan komme af med noget og tale med en voksen. I nogle tilfælde er det sådan, at først når der ikke er andet, der forstyrrer eleven, kan man blive faglig«, mener Søren Thulstrup.

Sidste år støttede han blandt andre en elev med matematikproblemer i 7. klasse.

»Jeg er ikke matematiklærer, men jeg tilbød mig, og det virkede godt. Eleven tog selv et ansvar, og vi aftalte, at hun skulle forklare mig, hvordan tingene hang sammen. Jeg tror, det betød meget for hende, at jeg netop ikke var matematiklærer. Det gav hende mere selvtillid«.

»Vi taber bestemt ikke de svage elever her på skolen. Dem har vi meget fokus på. Jeg er mere bekymret for, at vi ikke får udfordret og stimuleret de dygtigste og stærkeste elever«, siger Søren Thulstrup.

Han fortæller, at han har tilvalgt Maglegårdsskolen og Skub-projektet, fordi han tror på det læringssyn, der ligger bag.

»Man kan sagtens vælge at se Skub som en stor spareplan, hvis man har de briller på, for kommunen sparer da penge på denne måde, men man kan også se det som stor autonomi til lærerne, for det er det også. Alle kan ikke lære i samme tempo, men jeg tror, at børn bliver gladere for at gå i skole her, fordi metoden passer bedre til dem. Generelt kan man sige, at vi har livsglade og resursestærke børn, og det er rart som lærer at arbejde med dem«.

Matematik på mange niveauer

Susanne Seitzberg er lærer i mellemtrinnets F-team. Hun fortæller, at 6.-klassen har en fælles matematikbog, men at den aldrig bliver brugt.

»Jeg formulerer selv opgaver og inspireres forskellige steder fra. I en bog er alle udsagn ens, her prøver jeg at lave forskellige formuleringer og forskellige svær-hedsgrader for at tilgodese de mange læringsstile«.

Matematikopgaverne hænger på opslagstavlen. Eleverne vælger nogle ud, men de skal helst igennem de fleste opgaver. Under opgaverne er en afkrydsningsliste.

»Nogle vælger opgaver med lidt tekst og flere tegninger. Hvis jeg ser en elev vælge en opgave med lidt tekst, fordi han er en svag læser, men ved, at han er bedre i matematik, så blander jeg mig. Enten læser jeg opgaven med eleven, eller også sætter jeg ham sammen med en elev, der læser bedre. Men eleverne må også godt vælge opgaver uden meget tekst«, fortæller Susanne Seitzberg.

Hun tjekker, hvilke opgaver eleverne udfører, taler med dem om opgaverne, retter dem og uddeler ekstraopgaver ud fra, hvad den enkelte har behov for.

»Jeg sætter ikke opgaverne på tavlen i niveau-rækkefølge, jeg blander dem. I øvrigt udarbejder jeg opgaver i pensum fra 5.-8. klasse. De bliver meget stolte, når de får at vide, at de har løst en 8.-klasse-opgave«.

Opøves til at søge vejledning

På Hellerup Skole er støttetimer fordelt ud til de team, der har elever med behov for det.

I indskolingsområdet gør man meget ud af at opøve eleverne til at bede om hjælp. Det kan være hos en kammerat eller hos en lærer/pædagog.

Støtte til enkeltelever gives efter behov. I morgenens flekstid, hvor eleverne arbejder med egne opgaver, sidder en lærer og staver med et par børn. De er ved at skrive historier om deres besøg på stranden i går. En dreng kommer løbende og fortæller, at han har digtet en sang. Han læser den højt, og læreren opfordrer ham til at øve sig i at synge den til den fælles morgensamling.

Lærer Anders Næsbye Christensen fortæller, at de børn, der har det sværest på Hellerup Skole, er dem, der har behov for ro og stilhed.

»Vi arbejder på at kunne hjælpe dem. Lige nu går alle vores efteruddannelsestimer til specialundervisning. Vores tanke er, at det skal være decentralt, vi vil ikke samle en mindre gruppe et særligt sted. Men vi har fået en stor gruppe af svage elever«, siger han.

Lærer vælger opgave til de svage

Efter det store frikvarter samles børn fra indskolingen, hvor de melder sig til forskellige arbejdsopgaver. Nogle er i gang med at spille huskespil, andre laver ordkort eller stavelsesspil. En lærer skriver op på tavlen, hvad den enkelte elev melder sig til. Når en gruppe med stavelsesspil er samlet, tager den anden lærer dem ud og sætter dem i gang.

To elever bliver bedt om at arbejde med lyde sammen med lærer Sahra Gille. Det er lærernes valg. De sætter sig på gulvet med et terningespil med bogstaver på. En tredje elev kommer til og vil gerne være med.

Børnehaveklasseleder Kristina Dal Holsted fortæller, at hun tester alle børnene.

»Jeg vil måle, om min metode dur. Jeg prøver at ramme så mange læringsstile som muligt, men jeg er nok meget boglig, meget faglig. Den klasse, jeg leverer videre, skal være god. Eleverne skal have kendskab til bogstaver og tal«.

»Testene virker også godt i skole-hjem-samarbejdet. Det kan godt i dagligdagen være svært at nå alle børn, men jeg prøver at få de svage elever ind så meget som muligt. For eksempel har jeg nu et par svage elever, som jeg vil tage ud af gruppen og arbejde ekstra med et stykke tid«, siger Kristina Dal Holsted.

folkeskolen@dlf.org

hlauritsen@dlf.org

jvolsen@dlf.org