Erfaringerne viser, at det kræver politisk kløgt og pragmatisme at etablere et kompromis ved de frie overenskomstforhandlinger, som kendetegner det danske arbejdsmarked og dermed også lærerområdet.

Kunsten er med alle de interessemodsætninger, der er ved forhandlingsbordet, at finde et resultat, hvor begge parter kan få en acceptabel aftale.

Herefter kræver det ikke mindst godt politisk lederskab at få godkendt resultatet hos medlemmerne.

Intet er lettere end at gemme sig bag statens forligsmand. Men det giver ikke bedre aftaler snarere tværtimod og det styrker heller ikke den danske aftalemodels fremtid.

Solokonflikter har hidtil vist sig frugtesløse. Dansk Sygeplejeråd har forsøgt sig to gange i både 1995 og 1999, og Dansk Socialrådgiverforening blev godt klemt i overenskomstmøllen tilbage i 1981.

Den danske model har i over 100 år været kendetegnet ved frie direkte forhandlinger mellem arbejdsgivere og lønmodtagere i et kollektivt aftalesystem.

Alternativet er, som i det meste af Europa, at staten regulerer store dele af arbejdsmarkedet med lovgivning eller måske en tvungen voldgift.

Det har ingen på det danske arbejdsmarked hidtil ønsket sig.

Men den danske model skal overleve på resultater, og det kræver som nævnt politisk kløgt og pragmatisme fra begge parter.