Debat

Formanden må på banen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En formands ord har man vel lov til at veje på en guldvægt, og her er det, at Anders Bondo Christensen som konsekvens af den seneste sørgelige OECD-vurdering fremfører, at nu må vi give skolerne mulighed for at komme i dybden med hver af de foreslåede indsatsområder. Vi kan jo ikke klare det hele på en gang, siger han. Så det er altså ikke småområder, der skal tages fat på. Spørgsmålet er så, hvorfor DLF, KL og Undervisningsministeriet i alle de mange år op til den seneste famøse rapport bare har siddet med hænderne i skødet og dyrket egne uforgribelige meninger om, hvad en skole skal lave, når den helst ikke skal undervise. Som en professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet har udtalt til pressen, har vi i årevis dels hellere villet bruge skolen til at udjævne sociale forskelle, end vi har villet uddanne unge, dels skubbet skolens uddannende funktion ud til fordel for hyggelig smånusseri omkring fællesskaber og personlighedsdannelser. Ja, hvorfor er DLF først nu ved at vågne op til sand erkendelse? Og hvordan kan formanden, hvis det er rigtigt som hævdet, at OECD har brugt sølle ti dage til undersøgelsen, være så sikker på, at brede og umålelige størrelser som demokratiforståelse, samarbejdsevner og kreativitet virkelig er klaret til den store guldmedalje? Unge i dag demonstrerer jo ikke større grad af beherskelse af disse dyrebare dyder, end unge altid har gjort. I stedet for al den udenomssnak kunne formanden passende stille et realistisk og tiltrængt krav om genindførelse af den elevdifferentiering, der for længst har bevist sin gunstige effekt på uddannelsesniveauet, så man ikke skal gøre, som man kan læse i Folkeskolen nummer 23, at man gør i Skub-konceptet, hvor man i ly af mørket elevdifferentierer, når det en sjælden gang gælder den faglige undervisning.

Svar

OECD har ikke gennemført nye målinger. En delegation var i Danmark for at forsøge at finde forklaringer på de resultater, som Danmark tidligere har opnået i OECD's undersøgelser. I den forbindelse kan det i øvrigt undre, at delegationen ikke gjorde sig den ulejlighed at undersøge, hvor mange skoler der rent faktisk har gjort en indsats i forhold til de tidligere konstaterede problemer.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Anbefalingerne fra delegationen er bestemt interessante, men skal naturligvis ses i lyset af, at de er formuleret på baggrund af ti dages besøg i Danmark. Jeg er helt klar over, at Vagn Madsen mener, at ethvert forslag til forbedringer af skolen, der ikke omfatter en niveaudeling af eleverne, er udenomssnak. Til alle, der har et lidt mere nuanceret syn på skolen, kan jeg anbefale at læse vores rapport »Gør en god skole bedre«, der findes på vores hjemmeside www.dlf.org

Anders Bondo Christensen, formand for DLF

Powered by Labrador CMS