Det er da skønt at læse, at professor Per Schultz Jørgensen har travlt, det er værre, at han er utålmodig, som der står refereret i Folkeskolen nummer 23.

Utålmodighed er jo en uhensigtsmæssig følelse, det må da især Per Schultz Jørgensen være klar over. Er utålmodighed ikke tegn på manglende overblik og tilrettelæggelse, stress og højt blodtryk? Er utålmodighed overhovedet godt for noget, for eksempel det 'kommunikative'? Og hvad med at 'arbejde med sig selv og relationen til andre mennesker, så de både kan give og få supervision?' Var det noget for Per Schultz Jørgensen selv? Kan du få tid til det under arbejdet med projektet 'fremtidens samfund'? Jeg kan forestille mig (apropos mine forestillinger: jeg mener, at jeg, ligesom Per Schultz Jørgensen, stadig er midt i en rivende menneskelig udvikling - uanset hvad mit team ellers mener) i hvert fald to grunde til Per Schultz Jørgensens utålmodighed:

1) hans utålmodighed kan bunde i, at det simpelthen går for langsomt med at få stablet fremtidens samfund på benene - et samfund, som godt nok ingen, ifølge Per Schultz Jørgensen, ved, hvordan ser ud. Dog: selv om vi ikke ved, hvordan det nye samfund ser ud, skal vi ikke fortvivle, vi kan bruge ventetiden på det ukendte samfund til at udvikle os åndeligt, tænke i kompetencer i stedet for færdigheder, et vældigt psykologisk projekt.

2) utålmodigheden kan også hidrøre fra Per Schultz Jørgensens egen livssituation. 65 år, det er jo en pæn alder, og der er i hvert fald ikke så langt til himlen, som da vi startede på seminariet. Men vi fornemmer, at han er et godt sted i livet, for fra dette (fokus-)punkt kan han næsten ane, hvilken undervisning børnene får brug for - eller nærmere slet ikke har brug for - i det samfund, som kommer, og som ingen, ifølge Per Schultz Jørgensen, kender, men som helt sikkert er fuldkommen anderledes. Det er træls at kende svarene på spørgsmål, som man selv stiller, og som man selv hævder ingen svar har. Da kan man nok blive en smule utålmodig. Hvem ved, måske endda behøve psykolog?

Men på min skole blev vi glade ved at læse, at Per Schultz Jørgensen vil kæmpe for videreuddannelse til os, korte kurser i tekstbehandling lærer jo ikke en at skrive. Lidt betænkelige blev vi vel nok, når der står, vi skal 'kunne arbejde med et socialt felt i børnegruppen, lokalområdet og koblingen mellem de svage i samfundet over til ældreområdet og til vore institutioner og skole.' På skolen kom vi i tvivl, om typografens bogstaver havde været på gulvet. En foreslog, det kunne være et stillingsopslag til Jyllands-Postens søndagsudgave? Dansklærer Møller syntes ikke om udsagnet, der var pil nedad! Nogle mindedes onsdagens andespil på hotellet: 'Ryst posen, og der kommer en and.' Var det den udvikling, Per Schultz Jørgensen ville?

Altså: Kender du skolen, Per Schultz Jørgensen?

Tror du faktisk, at 'vi alene er optaget af, om børn læser tidligt nok, og kan de andre færdigheder'?

Har alle undersøgelser i årevis ikke vist, at vi bruger oceaner af tid i skolen på sociale og kreative aktiviteter? I hvis interesse er det at fremture med, at nu er det kun faglig knoklen og så færdig? Og ovennævnte ældreområde?

Hvad med at mobilisere lidt tålmodighed, lidt viden om skolen, sans for detaljen, lidt respekt?

Mogens Lundetoft Clausen

Nimtofte