Debat

Foreningens synspunkt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mit indlæg i Folkeskolennummer 14-15 har fået overskriften 'Grænse overskredet', men intet tyder på, at redaktøren mener, at det er ham, der har overskredet grænsen. Han anser det åbenbart som sin opgave at være 'vagthund' for menneskerettighederne, og derfor kan det undre, at han er så kritisk over for Dansk Folkeparti og dets 413.491 vælgere. Der må da ud fra hans synspunkt være andre og mere påtrængende opgaver i verden, opmærksomheden skal henledes på.

Det er naturligvis et fremskridt, at det nu kan læses på tredjesidste side i vort fagblad, at lederen ikke nødvendigvis udtrykker Danmarks Lærerforenings synspunkt, men hvornår gør den det, og hvornår gør den det ikke? Det står hen i det uvisse, og desuden er det vel ikke det mest synlige sted at bekendtgøre denne meddelelse. Lederen og kolofonteksten er anbragt så langt fra hinanden, som det overhovedet er muligt.

Er det ikke vigtigt for foreningens formand, hovedstyrelse og medlemmer, at læserne kan se, hvad der er foreningens synspunkt? Hvis Danmarks Lærerforening mener som jeg, vil jeg foreslå, at man følger et andet seriøst fagblads eksempel. I 'Sygeplejersken' skriver formanden lederen, der indledes med teksten: 'Dansk Sygeplejeråd mener'. Deter klar tale uden fortolkningsmuligheder.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Ove Bork Nielsen

Herlev