Debat

Filmen knækker

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 30. april viste det sig, at DLF's medlemmer som ventet stemte nej til mæglingsforslaget. Hovedstyrelsen og DLF's formand fik den opbakning, som de havde bedt om, idet hele 94,5 procent af de afgivne stemmer var nej-stemmer. Det er da noget af en manifestation. At mæglingsforslaget så blev vedtaget af det samlede KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte), var vel også ventet, selvom dagene op til afstemningen viste et tættere opløb, end man først havde regnet med.

At man derfor efterfølgende takker medlemmerne og tillidsfolk for opbakningen, er kun en selvfølge. Men så knækker filmen til gengæld. Alle opfordres til i huj og hast at afholde faglige møder og fremkomme med proklamationer til Kommunernes Landsforening (KL) og de kommunale arbejdsgivere. Inspirationsmateriale i form af medfølgende statements mangler heller ikke. Medlemmerne kan sikkert ikke selv, så vi må hellere hjælpe dem, så udtalelserne kan blive så entydige som overhovedet muligt.

Tror vores formand Anni Herfort Andersen virkelig, at den danske lærerstand består af en flok umælende dummernikker, der ikke er i stand til at tænke selvstændigt. Vidste hun ikke på forhånd, at når vi vælger at forhandle gennem KTO, med de fordele som dette indebærer, så er risikoen, at vi kunne tabe en afstemning, når forhandlingerne i Forligsinstitutionen ikke førte til et resultat, og forligsmanden fremsatte sit eget forslag? Sammenkædningen af afstemningerne kan vel næppe være nogen overraskelse, hvis man ellers kender noget til forligsmandsloven.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

At lærerne på denne måde får trukket en overenskomst ned over hovedet, er altså et vilkår, som DLF selv har valgt, og så vidt jeg forstår på Anni Herforts udtalelser i radio og tv, mener hun fortsat, at vi skal være med i KTO-samarbejdet. Logikken i vores forventede protester er ikke synderlig klar.

Derfor, kære Anni Herfort! Du får hverken mig eller de lærere, der har valgt mig, til at fremkomme med udtalelser, som alle har været anført under debatten om overenskomsten og mæglingsforslaget, eller med protester over et tabt valg. Dette ser vi som et af demokratiets vilkår.

Ligesom ved eftersommerens naive opfordringer til KL om genforhandling af arbejdstidsaftalen inden dennes udløb i 2004 kan vore arbejdsgivere højst have et overbærende skuldertræk tilovers for sådanne udtalelser og protester over vedtagelsen af mæglingsforslaget. Så hvad med at udvise en smule fagpolitisk professionalisme i stedet for at henfalde til klynkeri.

Der er for tiden stor lærermangel, og den bliver ikke mindre i de kommende år. Mangel på arbejdskraft har for andre lønmodtagergrupper betydet, at man har formået at løfte lønnen betragteligt. Indtil da kunne man måske frafalde dogmet om, at skolerne ikke må planlægge med overtid. Tiderne er skiftet, og vi står ikke længere over for truslen om arbejdsløshed blandt lærerne som i begyndelsen af 90'erne. Jeg er sikker på, at der findes yngre lærere, der har kræfter og lyst til at påtage sig noget mere arbejde mod en ordentlig betaling. Dette er under alle omstændigheder at foretrække frem for den strøm af ufaglærte, der for tiden oversvømmer skolerne tiltrukket af en, for ufaglærte, høj timebetaling.

Og så er der jo røster i hovedstyrelsen, der taler om at forlade KTO-samarbejdet og i stedet danne et underviserkartel. Det er da en oplagt mulighed, når man ikke kan tåle mosten ved at blive nedstemt af andre faggrupper.

Fin Claësson

Helsinge

Powered by Labrador CMS