»Vi skal se udviklingen i helikopterperspektiv, samtidig med at vi stikker fingeren i jorden ude hos medlemmerne. Det er svært«, sagde Lars Busk Hansen, da DLFs hovedstyrelse behandlede de forslag til overenskomstkrav, som foreningens kredsformænd skal diskutere i denne uge.

Det er svært. Og det var svært. Halvanden dag brugte hovedstyrelsen på behandlingen, og man måtte gå ud over den fastsatte tidsgrænse for at nå igennem de mange punkter. Spørgsmål og dilemmaer stod i kø: Hvad er rimelige krav set fra lærernes hverdag? Hvad er det realistisk at kunne få igennem i forhandlingerne? Hvad går vi efter? Hvad er overbudspolitik, og hvad skal der til for at udløse en konflikt?

Formanden understregede, at bestræbelsen må være at opnå et resultatkompromis med arbejdsgiverne. Men det skal vel at mærke være et resultat, som medlemmerne kan stemme ja til.

Overbudspolitik eller realisme

Peter Hess-Nielsen var glad for, at aftalen om Ny Løn foreslås opsagt. Men han var ikke tilfreds med det lønforløb, som fagligt udvalg skitserede. Han foreslog, at lærere både overenskomstansatte og tjenestemænd skal begynde på løntrin 32, gå videre til 38 og slutte på 42 i denne omgang.

Det er ikke overbudspolitik, det er realisme, forhøjelserne skal betales ved at fjerne undervisningstillæg og alle andre tillæg, mente han. Det gav en længere diskussion både om realismen i forslaget og om de problemer, der vil opstå, hvis man fjerner alle tillæg (se interview med Niels Munkholm Rasmussen og Vibeke Lynge).

Foruden Peter Hess selv stemte Tina Taarsted, Per Sand Pedersen og Tove Borch for hans forslag. Imod stemte 12, og fire stemte ikke. Med 15 stemmer for, ingen imod og fem, der undlod, blev der vedtaget et mere bredt formuleret krav om en ny lønaftale med et forbedret, centralt aftalt lønforløb på flere trin. Og det blev præciseret, at lønforløbet skal prioriteres frem for tillæg.

Randi Bøyesen understregede, at hun ønsker et tilsvarende kort lønforløb for børnehaveklasselederne, og Jens Færk mindede om, at når han ikke blandede sig i debatten, så var det, fordi Lederforeningen jo nu selv opstiller overenskomst­krav i det nye lederforum i Lærernes Centralorganisation.

Niels Munkholm Rasmussen argumenterede kraftigt for lokale forhandlinger. De er nødvendige, hvis lærerne ikke skal sakke yderligere bagud lønmæssigt i forhold til andre medarbejdergrupper, sagde han. Men Vivi Hansen advarede.

»Det er ikke nok på embedsmandsvis at fremhæve de formidable lønstigninger, der er hentet lokalt, hvis forskellene samtidig betyder, at medlemmerne mister arbejdsglæden«, sagde hun.

»Det kan være svært at afgøre, hvornår der bliver taget udgangspunkt i de faktuelle forhold i kommunerne, og hvornår man tager et rent ideologisk afsæt«, sagde Lars Busk som kommentar til ønskerne om at afskaffe tillæg og lokale lønforhandlinger.

»Hvis vi ender med at basere vores krav på ideologi, så skylder vi at fortælle medlemmerne, at det kan betyde lavere lønninger«, sagde han.

Ikke penge til lokale forhandlinger

»Vi går ikke efter at få afsat penge til lokale lønforhandlinger«, svarede Lotte Lange. »Men«, fortsatte hun, »det er da dummere end dumt, hvis der ligger en masse lokale lønkroner, som vi ikke samler op«.

»Når der opstilles krav, så handler de om de ønsker og mål, vi har. Men vi skal jo samtidig huske, at vi skal slutte med at indgå et kompromis«, sagde Anders Bondo Christensen.

Stig Andersen mindede om, at kravopstillingen ikke alene er en ønskeliste, men også det grundlag, der skal gøre det muligt at indgå en aftale med arbejdsgiverne. Og Lotte Lange understregede, at der skal prioriteres. Man kan ikke få alt.

»Den diskussion må vi have med kredsformændene i næste uge«, sagde hun og oplyste, at det for eksempel vil koste cirka 60 millioner kroner at hæve 93-gruppens pension til 20 procent, mens en stigning i den generelle overenskomstpension på 0,1 procent måske vil koste i omegnen af 11 millioner kroner.

Vibeke Lynges konklusion lød: »Denne gang handler det om løn, løn og løn. Og så om noget til 93-gruppen«.

Debatten bar flere gange præg af usikkerheden på grund af den manglende arbejdstidsaftale.

»Ja, det er dybt frustrerende, at det ikke er afklaret. Vi har presset på. Det gør vi fortsat, og i februar hørte 240 kredsformænd og andre aktive DLFere Kjeld Hansen fra KL sige, at han forestillede sig en færdig arbejdstidsaftale inden sommerferien«.

Men hvis det nu alligevel ikke lykkes, og arbejdstiden skal afklares under overenskomstforhandlingerne, så skal vi stadig ikke betale for ændringerne, mente Anders Bondo:

»Så er det min holdning, at vi forhandler på samme præmisser, som vi gjorde i efteråret. På det tidspunkt var der reserveret et mindre beløb, der kunne inddrages i forhandlingerne, hvis det var nødvendigt for at få de sidste ender til at nå sammen, og det betyder, at en arbejdstidsaftale, som en del af overenskomsten, ikke skal koste os en krone«.

thejsen@dlf.org