Penge i decentral løn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En række offentligt ansatte er ved at opgive modstanden mod lokallønnen, det der i dag er omdøbt til decentral løn.

Benny C. Hansen, direktør i Amtsrådsforeningens løn- og forhandlingsudvalg, siger til Politiken den 13. marts, at formændene for fagforeningerne i det sidste års tid har været væsentligt mere afdæmpede i deres kritik af lokallønnen end tidligere.

Desuden viser en opgørelse fra Amtsrådsforeningen, at grupper som gymnasielærere, sygeplejersker, jurister og økonomer har taget godt for sig af retterne, når lokallønnen bliver fordelt.

I dag er det sådan, at de ufaglærte tjener væsentligt mere i det offentlige end i det private, og det sker på bekostning af højtuddannede og mellemgrupper som sygeplejersker og lærere.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, siger til Politiken, at mange faggruppers modstand mod lokallønnen kun fører til, at de spænder ben for sig selv.

- I stedet for at bekæmpe den decentrale løn, burde de diskutere, hvilken form for decentral løn de vil have. Det er paradoksalt, at de grupper, som kan få mest ud af det, er de mest indædte modstandere. De offentlige arbejdsgivere ved godt, hvilke grupper der skal have noget ekstra, for at man kan rekruttere og fastholde gode folk, mener arbejdsmarkedsforskeren.

Powered by Labrador CMS