Toptunede lærere over 50

25 vestsjællandske lærere stråler af selvtillid efter ni ugers personlig, pædagogisk og faglig uddannelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ann-Mari Borgelin, 55, og Anne-Dorthe Jørgensen, 56, sidder nærmest ude på kanten af stolen, begge ivrige efter at komme til orde med deres tanker om begreber som undervisningsdifferentiering, projektarbejde og integration af IT i skolen. De stråler af selvtillid og siger selv, at de er fyldt af en svævende fornemmelse, som de håber og tror på vil holde rigtig længe. De har lige oplevet de bedste ni uger i et langt skoleliv. Sammen med 23 andre vestsjællandske lærere over 50 har de brugt de ni uger til faglig opdatering og personlig udvikling, og de ville ønske for alle andre lærere, at de måtte prøve det samme.

Anne-Dorthe Jørgensen: 'Jeg har aldrig før prøvet at være væk fra skolen i så lang en periode. Det har været utrolig dejligt ikke at skulle tænke på skoledagen i morgen, at jeg har kunnet koncentrere mig fuldt og helt'.

Ann-Mari Borgelin: 'Vi har fået så meget ud af hinanden, alle har stor visdom og erfaring, og vi har fået utrolig meget ud af at snakke sammen. Jeg føler, at jeg i løbet af de ni uger er kommet tilbage til mig selv. Jeg har lært, at jeg ikke skal lade mig rokke væk fra naturligheden af velmenende forældre, kolleger eller inspektører'.

De 25 lærere fra skoler rundt om i de fem kommuner i Slagelseegnens Lærerkreds tog afsked med deres klasser før juleferien. Den 3. januar mødtes de på beredskabsstationen i Skælskør, og dagen efter tog de til Røsnæs ved Kalundborg, hvor de overnattede, lærte hinanden at kende, gik ture i smuk natur og spiste god mad. Siden har de fået undervisning af folk fra Danmarks Lærerhøjskole i Vordingborg. Programmet har budt på emner som folkeskoleloven, teamsamarbejde, faglig dialog, undervisningsdifferentiering, det pædagogiske IT-kørekort, projektarbejde og supervision. De sidste dage blev brugt til at udarbejde et personligt og fagligt oplæg til dem selv for det næste par måneder i skolen.

Afmystificeret

'Alle de ord, man har fået slynget i hovedet, er blevet afmystificeret. Der kan vi nu sige, herregud er det ikke andet. Og hvis der er noget, vi ikke forstår, så må vi jo spørge - det har vi også lært af det her kursus', siger Anne-Dorthe Jørgensen. Hun har brugt computer før privat, og hun har også taget sine klasser ned i computerrummet efter først at have holdt et foredrag for dem om, hvor vigtigt det var, at de kun gjorde, nøjagtig som hun sagde, for hvis de tastede en smule forkert, ville hun ikke ane, hvad hun skulle stille op.

'Hvis computeren gik i sort, turde jeg ikke bare slukke på kontakten og begynde forfra - det tør jeg nu. Det har været et stort skridt for mig og et lille skridt for menneskeheden! Jeg har også haft en holdning om, at hvis vi skulle bruge computere, så skulle der være én til hver. Folk har godt nok sagt til mig, at det var godt, når børnene arbejdede to og to, men det kunne jeg ikke se, før jeg nu selv har prøvet det og opdaget, hvor vigtigt det er, at man kommer i dialog'.

Da kursusdelen med det pædagogiske IT-kørekort begyndte, var Ann-Mari Borgelin overbevist om, at hun ikke skulle noget med computere. Hun meddelte, at hun ikke ville være med i nogen gruppe, hun ville bare have lov til at sidde og lege. Hun besluttede at slippe sig selv løs på tasterne og bare se, hvad der skete, og hoppede så rundt fra skærmbillede til skærmbillede. Næste dag bad hun om at komme med i en gruppe, og ligesom Anne-Dorthe Jørgensen regner hun med, at hendes gruppe er færdig med det pædagogiske IT-kørekort, når hele holdet mødes igen til to dages opfølgning i juni.

Ved starten af kurset skulle deltagerne skrive deres personlige målsætning ned.

'Der var flere, der havde som mål at blive bedre til at sige noget i store forsamlinger, og de er bestemt nået et godt stykke videre. Andre af os havde det modsat, at vi skulle blive bedre til at holde os i baggrunden og give plads - og jeg tror faktisk, at alle har rykket sig i den retning, de havde som mål', siger Anne-Dorthe Jørgensen.

Kurset er blevet til på initiativ af Slagelseegnens Lærerkreds, som søgte og fik 300.000 kroner fra Arbejdsmarkedsstyrelsens seniorpulje. De fem kommuner på egnen gik med til at give medarbejdere over 50 år ni ugers tjenestefrihed med løn. Lærerne er blevet opfordret til at søge uddannelsesorlov, og det betyder, at kommunernes udgift har været differencen mellem orlovsydelsen og vikarens løn.

'Flere af kommunerne er begyndt at få besvær med at skaffe lærere, så de erkender, at det er nødvendigt at gøre noget ekstra for at fastholde dem, de har', siger kredsformand Karl Sigsgaard.

'Før tænkte jeg meget over, hvordan jeg skulle slutte', fortæller Ann-Mari Borgelin. 'Nu føler jeg, at jeg først skal til at begynde rigtigt, fordi jeg har hele min erfaring plus en hel masse lyst til mit arbejde'. For Ann-Mari er det ikke kun lærerarbejdet, hun tager frisk fat på igen, kurset har også betydet, at hun efter to års pause igen har fået mod på at tegne og male.

Anne-Dorthe Jørgensen har ikke besluttet, hvornår hun vil gå af:

'Jeg har hele tiden haft det sådan, at jeg ikke gider føle, at nu står de unge og puster mig i nakken. Og der er jo også stadig ting efter arbejdslivet, man helst skulle have nogle kræfter tilbage til. Jeg meldte mig da også i a-kasse, før jeg fyldte 50, for at sikre mig muligheden for at gå af, når jeg bliver 60 år - jeg kan godt lide at have et sikkerhedsnet'.

Gamle dyder

Selvom de to kvinder nu har bagagen fuld af moderne undervisningsformer, lægger de stor vægt på, at de metoder og erfaringer, som de selv og de andre på holdet har som seniorer, er mindst lige så meget værd.

'Vi har prøvet alt det nye, men vi har også taget gamle dyder op. For eksempel har vi sunget morgensang hver eneste dag, og gud nåde og trøste den underviser, som ikke var blevet orienteret om det!'

Kurset sluttede i fredags, men kredsformand Karl Sigsgaard håber, at det bliver muligt at gentage det i en eller anden form - og at ideen vil brede sig rundt om i landet.