Ung udfordrer i Århus

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gordon Ørskov Madsen har været lærer i tre år, medlem af Århus Lærerforenings styrelse i to år, og på generalforsamlingen fredag den 10. marts stiller han så op til valget som næstformand i foreningen.

Den nuværende næstformand Karsten Levinsen valgte - i modsætning til formand Jette Jensen og et flertal af medlemmerne - at stemme ja til Overenskomst 99:

'Det vil jeg ikke løbe fra, men det ville unægtelig have været nemmere for mig at blive genvalgt som næstformand i Århus Lærerforening, hvis jeg havde valgt at anbefale et nej', erkender Karsten Levinsen i medlemsbladet 'Skolen'. Samtidig håber han, at der fortsat vil være plads til forskellige holdninger i foreningen til gavn for demokratiet og debatten.

Næstformandsposten er i Århus et fuldtidsjob, og blandt andet derfor blev der for fire år siden indført direkte valg til posten. Dengang blev Karsten Levinsen valgt uden modkandidater.

Gordon Ørskov Madsen siger i forlængelse af det seneste nummer af Folkeskolen om mænd, der søger væk fra den egentlige undervisning, at han ikke er træt af at være lærer og faktisk også synes, at han er god til det: 'Men jeg har hele tiden haft en interesse for det politiske, og jeg har savnet nogle initiativer, ikke mindst på det pædagogiske område, fra den nuværende næstformand'.