I Folkeskolen nummer 6 kommenterer Kai Bayer det initiativ, som er sat i gang af Uddannelsesstyrelsen/Området for grundskolen med hensyn til udvikling af folkeskolens afsluttende prøver. Kai Bayer berører nogle meget centrale problemstillinger med udvikling på dette område. Den store spændvidde, som udmeldingen lægger op til, skal ses i lyset af mange tilbagemeldinger til ministeriet igennem de senere år og frem for alt et stigende ønske om at skabe en opdateret sammenhæng mellem den faktiske undervisningspraksis og evalueringsformerne. De afsluttende prøver har som mål at give eleven en kontrolleret bedømmelse af sit faglige standpunkt ud fra de krav, som er opstillet for de enkelte prøvefag, og undervisningen skal i henhold til folkeskoleloven leve op til disse krav.

Prøverne har udelukkende vurderet den faglige side af elevernes kunnen og ikke de andre elementer, som undervisningen består af, for eksempel samarbejde og forskellige processer i elevens arbejdsformer og arbejdsmetoder, herunder også elementer fra det musisk-kreative område. Det tilbagevendende spørgsmål har været, om det overhovedet er muligt at omfatte så mange dele i sin vurdering af eleven. Kan man på samme tid både vurdere og registrere mange faglige områder, samtidig med at der skal vurderes samarbejds- og dermed procesmæssige elementer. Og hvilke kriterier skal vi i så fald opstille. Dette vil ministeriet gerne indhente erfaringer med. Om vi herefter vil kunne imødekomme et ønske om, at eleverne får mulighed for at demonstrere alle deres evner og al deres viden, er nok et stort spørgsmål. Det lever undervisningen jo ikke altid op til heller, og spørgsmålet er jo også, om prøven skal og kan gøre dette.

Det er rigtigt, som Kai Bayer citerer det fra et tidligere læserbrev, at der i folkeskolen er et mylder af arbejdsformer og indlæringsmetoder. Hertil kommer, at der også i folkeskolen er stor variation i de muligheder, man giver eleverne med hensyn til adgang til hjælpemidler og andre faciliteter. Netop dette berører den ensartethed og de lige muligheder, som vi skal give eleverne ved prøverne, for at der kan tales om vurdering på samme grundlag på landsplan. Hvis det stadig ønskes, og det gør det politisk, må det undersøges, om det ensartede grundlag for vurdering udelukkede kan basere sig på fælles kriterier i kravene, eller om det også som nu skal omfatte prøverammen, de fælles betingelser for elevernes forberedelse og arbejde før prøven. Det er det, der er lagt op til i forbindelse med udmeldingen om de fælles fastlagte krav og lokale forskelligheder.

De skriftlige og de mundtlige prøver vil fra 1. august 2000 kunne afvikles hver for sig, således forstået, at det ikke længere på 10. klassetrin er nødvendigt at aflægge begge dele for at få det på afgangsbeviset. Dette vil stadig være tilfældet i 9. klasse. Ændringen i 10. klasse skal ses i lyset af formålet med 10. klasse og de ønsker, som eleven måtte have i henhold til sin uddannelsesplan. De skriftlige prøver vil også være genstand for ændringer - i særlig grad i forbindelse med de øgede muligheder for anvendelse af computer og IT.

Ønsket om en sammensmeltning af prøvernes forskellige dele til en dynamisk prøveform, som Kai Bayer fremfører, er spændende og samtidig også en mulighed, der undersøges. Problemkomplekset her giver sig selv. Det egentlige spørgsmål er, hvad vi ønsker at prøve eleven i, eller hvad eleven berettiget kan forvente at blive prøvet i, samt hvor pålideligt dette så kan gøres. Undervisningsministeriet skal hermed love at informere løbende om udviklingsarbejderne.

Niels Plischewski

undervisningskonsulent

Undervisningsministeriet, Området for grundskolen