En kæde er aldrig stærkere end det svageste led, og en skole er aldrig bedre end den svageste leder.

I en ikke så fjern fortid var skolen en samfundsinstitution med et formål, som alle forventedes at dele, og vejene til målet var banet i en tradition, som alle forventedes at følge. Sådan er folkeskolens situation ikke i dag. Formålet er ganske vist stadig samfundsbestemt, men metoderne til at opfylde målene betvivles og diskuteres løbende. Derfor er skolens ledelse kommet i centrum på en helt ny måde; det er ikke nok at forvalte reglerne, nu skal der ledes - og ledes aktivt.

Det er vigtigt, at en skoleleder selv har været lærer. Men det er ikke nok. Skolens ledere skal besidde pædagogisk kompetence, så de kan gå ind i en didaktisk dialog med lærerne, som Lederforeningens formand, Jens Færk, sagde det på ledernes repræsentantskabsmøde i sidste uge.

Ledere skal kunne planlægge, de skal kunne sætte sig i spidsen for og vurdere arbejds- og udviklingsprocesser, og de skal kunne spille aktivt ud over for både elever, forældre, ansatte og kommune. Og i forhold til offentligheden.

På samme måde skal en leder være aktivt lyttende over for alle - og vide, hvornår der skal støttes, og hvornår der skal skubbes. Det er en kæmpe udfordring at være skoleleder i dag, for nu at formulere det meget positivt og helt overfladisk. Decentraliseringen har læsset masser af opgaver af på folkeskolens ledere, og aflæsningen er såmænd ikke stoppet endnu. Derfor er der brug for mere tid til at administrere. Men det er ikke nok, at en leder er en god administrator, der skal hele tiden træffes beslutninger på skolens vegne. Samtidig med at alle forventer, at lederen er til rådighed hele tiden. Skolelederens arbejde er én lang kæde af dilemmaer.

Lærerne skal selvfølgelig kunne komme med akutte problemer. Men de har også forventninger om, at ledelsen spiller ud med langsigtede planer, lægger op til pædagogiske diskussioner, styrer økonomien og medierne. Oveni kommer så krav og forventninger fra elever, forældre, skoleforvaltning, DLF's lokalkreds og, og, og . . . fortsæt selv listen.

Lederarbejde er dilemmaarbejde. Det kræver etiske valg og valg mellem værdier.

Det er oplagt, at mange kommuner halter langt bagefter med at bevilge skolerne tilstrækkelig tid til ledelse. Men lige så oplagt er det, at der på mange skoler er behov for en diskussion om, hvad der er nødvendig ledelse. Folkeskolens kultur gør, at alle forventer, at lederens dør står åben; man skal til enhver tid kunne brase ind og tømme ud. En lukket dør opfattes som en afvisning. Men regnestykket går ikke helt op, for hvornår skal lederen få tid til det langsigtede arbejde?

Og, som organisationsforskeren Paul Moxnes har formuleret det, i kulturer, hvor man mener, at det er forkert at kritisere kolleger eller at vise aggression, etableres der syndebukke. Og det er, siger han, særlig slemt, hvor man har uklare mål, uklare strukturer og uklare rolleforventninger.

Der skal ikke forskes meget for at se, at det er oplagt at gøre lederen til syndebuk, dilemmaafgørelser har altid alternative muligheder. Man kan ikke gøre alle tilfredse på én gang. Og elever, forældre, politikere og lærere stiller forskellige krav. Krav, som alle kan have deres berettigelse - men som ofte strider mod hinanden.

Derfor den banale indledning: en skole er aldrig bedre end den svageste leder. Men dilemmaerne hører ikke op. For løsningen er ikke en stærk leder. I hvert fald ikke, hvis man med stærk mener enerådig eller autoritær. God, stærk skoleledelse er dialogisk ledelse, hvor alle anerkender, at der eksisterer modsætninger, som kan være uforenelige. Og hvor alle parter erkender, at der skal ledes.

Diskussion om de dilemmaer er kun lige begyndt.

-th

Læs side 18

God, stærk skoleledelse er dialogisk ledelse, hvor alle parter erkender, at der skal ledes