Holger både underholder og underviser

John Bakdals søn blev holdt udenfor, og det blev begyndelsen til et materiale imod mobning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bugtaler, reklametegner og grafiker er ­John Bakdals baggrund, og nu er han også far til Holger og medejer af et forlag.

Arbejdet med Holger-showet og materialet begyndte, da han opdagede, at hans egen dreng blev holdt udenfor af sine klassekammerater. Det var til et klassearrangement, hvor han oplevede sin søn gå stille rundt alene. Det blev anledning til en snak med sønnen, klasselæreren og for­ældrene til den dreng i klassen, der holdt ham udenfor. Og det hjalp.

»Ved en skoleoptræden for et par år siden med papegøjen Sigurd fandt jeg ud af, hvor meget jeg kan få sagt til børnene, hvis det er dukken, der siger det«, fortæller John Bakdal, og det bruger han i sit anti-mobbe-show.

»Det fungerer, fordi jeg er en udenfor­stående person, der står med en dukke på armen. Dukken er en metafor«.

En god ven for børnene

John Bakdal tænkte, at hvis dukken kunne underholde, så kunne den også undervise. Da han kom hjem den dag, skrev han et mini-mobbe-show. Det blev prøvet af på en ukendt klasse og med god respons.

»Tidligere har jeg været grafiker og tegner på forskelligt undervisningsmateriale i samarbejde med lærere, men denne gang var det mig, der gik til en lærer for at få mit koncept set igennem af en pædagogisk uddannet«.

Sammen udviklede de ideen over halvandet år. John Bakdal tegnede selv Holger, og Jonas Diemer, der er specialist i makeup-effekter, har skabt Holgers hoved i latex.

»Så nu rejser jeg ikke bare rundt og skal være sjov, nu har jeg et sundt budskab. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan stoppe mobning i Danmark med Holger. Men børnene glemmer ikke Holger. Mit håb er, at han bliver en god ven for dem«.

John Bakdal fortæller, at det er både sjovt og svært at underholde børn.

»Hvis de keder sig, går de ind og leger i stedet. Der er kontant afregning på stedet«.

Showet indeholder også skæg og ballade. Det må ikke handle om mobning i en time, det bliver for meget for børnene. Aktivitetsbogen indeholder også andre opgaver. Historierne om Holgers klasse kan børnene ikke selv læse, før læreren »frigiver« dem, for de skal ikke kende hele historien, før klassen skal arbejde med den.

Historierne kan udvikle sig

Historierne om Holgers klasse er skrevet på baggrund af en lærers erfaringer med sine elever, og det er meningen, at der jævnligt kommer nye historier ud på nettet. Ligesom historierne kan udvikle sig i dialog med de skoler, der bruger materialet.

»Holger mobbes« udgives af forlaget DFO, der står for Danske Forældre. John Bakdal og en af hans venner indskød selv nogle penge til en begyndelse, og så spurgte de andre forældre. På få dage havde de en halv million til projektet.

»Vi er blevet tilbudt nogle store sponsorer, men indtil videre har vi sagt nej tak. Der skal være tale om et fornuftigt samarbejde. Jeg vil ikke være statist for et stort foretagende. I vores eget forlag kan vi selv styre vores hjertebarn«.

hlauritsen@dlf.org