Jo bedre, jo tryggere og jo længere vi lever, des stærkere bliver åbenbart vores behov for syntetisk skræk - den velbehagelige gysen, som kan kompensere for velfærdsmenneskets mangel påægte rædsel. Stephen Kings oplagstal, tv-kanalernes endeløse udbud af thriller- og gyserfilm og computerspillenes dungeons and dragons taler deres tydelige sprog.

Gyset bliver endnu mere frydefuldt, når det fremkaldes af virkelige hændelser - bare de ikke er for tæt på. Et vulkanudbrud i Alaska, en massakre i Nordafrika eller en kongelig dødsulykke i Paris er det stof, det gode, trygge gys laves af.

Det fortælles, at en tidligere chefredaktør af en københavnsk formiddagsavis begyndte hver arbejdsdag med at bede: 'Giv os i dag vort daglige chok'. Han vidste, hvad der sælger aviser, og han og kollegerne behøver aldrig at være bange for chok-mangel. Når naturen og de andre faste producenter ikke lige er leveringsdygtige, står forskningen altid klar med friske forsyninger.

Tag for eksempel klimatologerne. Under Besættelsens isvintre kunne de fylde Nationaltidendes og Socialdemokratens forsider med bebudelsen af en ny istid. Da den udeblev, var de hurtigt klar med drivhuseffekten og hullet i ozonlaget. I mellemtiden havde geologerne produceret det store kolde gys: Olien slipper op omkring år 2000! Det gør den vist ikke alligevel, men så står biologerne klar med syreregnen og arternes decimering.

Alligevel er det nok forkert at slutte, at forskerne er en flok sensationalister, som ikke aner, hvad de taler om. Mon ikke de er så kloge, at de har indset, at der er power i dommedag? Når panikken breder sig, får de adgang til skærmen, mikrofonen og avisen. Det giver penge til nye projekter og nye forskerstillinger, og med lidt held kan man blive doktor eller ph.d. på det - eller åbne sit eget konsulentfirma.

Vi kender det jo fra vores egen verden. Så længe der er fred og ingen fare, mødes skolen af ligegyldighed og salami-besparelser. Men forlyder det, at nationens børn sakker agterud i forhold til dem, vi plejer at sammenligne os med, er det en helt anden sag. Institutterne og centrene står straks klar med nye teorier og projekter. Konsulentfirmaer, som nærmest per definition er klogere end dem, der til daglig arbejder med problemerne, byder sig til med undersøgelser og rapporter. Der forskes, kulegraves, evalueres og publiceres, så enhver kan se, at nu gør vi noget ved sagen.

At de samme institutter, centre og konsulentfirmaer for en halv snes år siden promoverede andre synspunkter med samme heftighed, vækker ingen bekymring. Eksperter har lov at have et standpunkt, indtil de tager et nyt, når blot de kan udskyde Dommens Dag en stund endnu.

Når det hele trods alt går sin lidt haltende, men ganske støtte gang, er det nok fordi, vi inderst inde godt kan kende forskel på den virtuelle og den virkelige virkelighed.

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt